Fredag klokken 13 skal Helle Thorning-Schmidt i samråd om, hvorvidt hun og Statsministeriet kendte til den løgn, der fældende justitsminister Morten Bødskov. BT forsøger her at stille - og besvare - de mest centrale spørgsmål i sagen.

1) Hvad handler Christiania-sagen om?

I august 2011 fik Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkeparti, den idé at besøge Christiania.

Senere på efteråret foreslog partiets retsordfører Peter Skaarup, at Folketingets Retsudvalg gennemførte en studietur til fristaden, og besøget planlægges til den 29. februar 2012.

På det tidspunkt var det ikke kendt, at Pia Kjærsgaard ønskede at deltage. Politiets Efterretningstjeneste, der som led i personbeskyttelsen af hende, har adgang til Pia Kjærsgaards kalender, vidste dog, at Pia Kjærsgaard planlagde at deltage i besøget.

Den 23. februar, seks dage før besøget skulle gennemføres, blev det aflyst med den forklaring, at Københavns daværende politidirektør Johan Reimann var forhindret i at deltage i et møde forud for Christiania-besøget og at justitsministeren i stedet ville bruge dagen på at gennemgå en udvalgsrapport.

Sandheden var dog, at PET var bekymret for retsudvalgets sikkerhed, især fordi Kjærsgaard havde tænkt sig at deltage. PET frygtede, at det ville kunne udløse alvorlige konfrontationer.

Pia Kjærsgaard blev aldrig orienteret om denne trussel mod hendes person. Kun udvalgets daværende formand, Anne Baastrup, blev overordnet orienteret om, at politiet frygtede for sikkerheden, og at besøget derfor ikke kunne gennemføres som planlagt.

2) Hvorfor eksploderede sagen pludseligt - og førte til, at PET-chef Jakob Scharf måtte gå af?

Ekstra Bladet beskrev i en række artikler i sensommeren og efteråret 2013, at ansatte i Politiets Efterretningstjeneste var utilfredse med deres ledelse, især politimester Jakob Scharf, som de opfattede som diktatorisk.

Den 19. november afslørede avisen, at Scharf angiveligt havde bedt sine medarbejdere ‘lure’ i Pia Kjærsgaards kalender, som PET havde adgang til, med det formål at kunne placere retsudvalgets ønskede Christiania-besøg på en dato, hvor Pia Kjærsgaards ikke kunne deltage.

PET kendte nok til Pia Kjærsgaards natur til at vide, at hun ville deltage i besøget og ikke kunne overbevises om det modsatte - men da PET var af den overbevisning, at Kjærsgaards deltagelse ville blive opfattet som så provokerende, at det kunne føre til konfrontationer - og dermed en trussel mod hele retsudvalget - overvejede PET at ‘snyde’ Pia Kjærsgaard ved at lade Christiania-besøget foregå en dag, hvor PET vidste, at hun ikke kunne deltage.

Scharf forsøgte først at benægte, men oplysningerne viste sig at være sande: Scharf erkendte i en redegørelse til daværende justitsminister Morten Bødskov den 3. december 2013, at PET havde anvendt ‘kreative metoder’ og overvejet at lade besøget finde sted en dag, hvor Kjærsgaards kalender afslørede, at hun var forhindret i at deltage, men han understregede, at PET gik bort fra den idé, der ikke blev gennemført. PETs medarbejdere hævdede i en redegørelse om sagen, at Jakob Scharf ikke mente, at PET skulle bruge så mange ressourcer ‘på den kvinde’, men det er ikke bevist, at disse påstande er rigtige.

Jakob Scharf forlod senere samme dag sit job, men fastholdt, at han i Christiania-sagen havde ‘gjort det rigtige’.

Justitsminister Morten Bødskov gjorde det dog klart, at et sådan ‘scenarie’ - at PET anvender kalenderoplysninger med det formål at holde den person, PET beskytter, væk fra et arrangement - ikke må benyttes, uden at personen orienteres.

3) Hvorfor kostede sagen Morten Bødskov jobbet?

Allerede i en pressemeddelelse den 19. november 2013 - dén dag, Ekstra Bladet skrev om PETs forsøg på at 'lure' i Pia Kjærsgaards kalender - erkendte daværende justitsminister Morten Bødskov, at han i detaljer var orienteret om aflysningen af Christiania-besøget, uden at det gav ham - nævneværdige - politiske problemer.

Bødskov erkendte åbent, at han forud for Christiania-besøget den 29. februar 2012 af PET blev orienteret om, at retsudvalgets besøg af sikkerhedshensyn måtte aflyses - og at hverken retsudvalget eller Pia Kjærsgaard måtte orienteres om den sande grund, nemlig truslerne og risikoen for konfrontation. Morten Bødskov valgte at orientere retsudvalgets formand, Anne Baastrup fra SF, og hun accepterede ikke at fortælle retsudvalget om truslerne.

Retsudvalget blev i stedet orienteret om, at politidirektør Johan Reimann ikke kunne deltage i et møde med retsudvalget den 29. februar 2012 forud for udvalgets besøg på Christiania, og at besøget derfor måtte aflyses.

I dag står det klart, at Morten Bødskov formentlig kunne have reddet sit politiske liv - hvis det ikke var for én afgørende detalje: At han direkte konstruerede en løgn og videregav denne løgn til Folketinget. Det kom senere frem, at politidirektør Johan Reimann godt kunne deltage, men at han af embedsmænd i Justitsministeriet, og efter samråd med Bødskov, blev bedt om ‘ikke at kunne’, og at det således var direkte usandt, når det overfor Folketinget blev påstået, at Reimann var forhindret i at deltage og at det var grunden til aflysningen.

Havde Justitsministeriet blot sagt, at besøget måtte aflyses af ‘grunde, der ikke nærmere kunne nævnes’, ville Bødskov have overlevet, eller havde Bødskov og hans embedsmænd fundet et påskud for at aflyse, der ikke var helt præcist, men heller ikke en konstrueret løgn, havde det næppe kostet ham posten - men at han direkte konstruerede en løgn, og videregav denne løgn til Folketinget, blev af Enhedslisten opfattet som et så afgørende tillidsbrud, at partiet mistede tilliden til ham, og Bødskov forlod sin post den 9. december 2013.

Senere fik sagen også konsekvenser for to topembedsmænd, Justitsministeriets departementschef Anne Kristine Axelsson og afdelingschef Jens-Christian Bülov, der - så vidt vi ved - havde været med til at konstruere løgnen, og havde bedt politidirektør Johan Reimann ‘levere’ den. Begge er fritaget for tjeneste og skal nu igennem en tjenestemandssag, der skal afgøre, hvorvidt de skal straffes med disciplinære reaktioner, for eksempel afskedigelse.

4) Hvorfor breder sagen sig til Statsministeriet og ministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen?

Onsdag den 15. januar 2014 frigav Statsministeriet tre mails, der viste, at Statsministeriet i et eller andet omfang havde kendt til Morten Bødskovs ‘løgn’ - spørgsmålet er, hvor alvorligt det er.

Den 19. november sidste år, den dag Ekstra Bladet afslørede, at PET ville ‘lure’ i Kjærsgaards kalender med henblik på at forhindre hendes besøg på Christiania, ønskede Justitsministeriet at udsende en pressemeddelelse om sagen.

Pressemeddelelsen skulle opfylde flere formål: Dels ønskede Morten Bødskov at slå fast, at han havde tillid til, at PET-chef Jakob Scharf ikke havde ‘misbrugt’ kalender-oplysningerne, dels ville Bødskov have fortalt, at han kendte til og godkendte aflysningen af retsudvalgets besøg på Christiania den 29. februar 2012, at han selv sørgede for, at aflysningen fandt sted, og at han have handlet korrekt og ansvarligt.

Departementschef Anne Kristine Axelsson sendte denne dag tre udgaver af pressemeddelelsen til sin kollega i Statsministeriet - det skete klokken 11.24, 14.08 og den endelig udgave klokken 16.54.

Udgave nummer to er interessant. Her fremgår følgende bemærkning fra justitsminister Morten Bødskov: “Set i bakspejlet skal jeg beklage, at jeg bidrog til at retsudvalget fik viderebragt et forkert billede af den egentlige begrundelse for, at besøget ikke kunne finde sted på det ønskede tidspunkt.”

Det står således klart, at Statsministeriets øverste embedsmænd blev orienteret om, at der var videregivet ‘et forkert billede’ til Folketinget og at justitsministeren ønskede at sige undskyld til tingets medlemmer. Undskyldningen forsvandt dog i den seneste udgave af pressemeddelelse, der blev offentliggjort samme dag.

5) Betyder det, at departementschef Christian Kettel Thomsen ‘kendte til løgnen’

Nej og ja. Dét, der fældede Bødskov, var, at han i strid med sandheden havde påstået, at Københavns daværende politidirektør Johan Reimann ikke kunne deltage i et møde den 29. februar 2012, hvorfor et besøg samme dag på Christiania måtte aflyses, og at han selv havde konstrueret denne løgn sammen med sine embedsmænd.

I dag ved vi, at Reimann var blevet blevet bedt om ‘ikke at kunne’, og at påstanden om, at mødet blev aflyst af den grund, var usand.

I de tre mails, der blev sendt fra Justitsministeriet til Statsministeriets departementschef, hævdes det i alle tre, at Reimann ikke kunne deltage, og der er således ikke belæg for at påstå, at Statsministeriet kendte til denne helt afgørende løgn.

Til gengæld står det klart, at Statsministeriet vidste, at justitsminister Morten Bødskov havde ‘viderebragt et forkert billede’ - og at det var så alvorligt, at Bødskov ville sige undskyld.

Det kan derfor med sikkerhed konkluderes, at Statsministeriet ikke beviseligt kendte til den afgørende løgn - om Johan Reimann - men dog kendte til, at der var givet forkerte oplysninger i en grad, der burde beklages.

6) Kendte statsminister Helle Thorning-Schmidt til sagen?

Ja. Helle Thorning-Schmidt blev orienteret, men om hun direkte har læst - og forstået - de tre mails og detaljerne heri, herunder at Bødskov ville erkende ukorrekte oplysninger og sige undskyld, ved vi ikke.

7) Er det muligt, at departementschef Christian Kettel Thomsen ikke har læst eller forstået de tre mails?

Det er helt udelukket.

Det er usædvanligt, at pressemeddelelser - og i tre udkast - udveksles mellem to højtstående departementschefer, og det betyder utvivlsomt, at begge har anset sagen for vigtig. Derfor har Kettel Thomsen naturligvis studeret de tre udkast i detaljer.

8) Har Statsministeriet været involveret i redigeringen i pressemeddelelserne, herunder beordret Justitsministeriet til at fjerne Bødskovs erkendelse af usandheden og beklagelsen af den?

Departementschef Christian Kettel Thomsen udsendte onsdag en erklæring, hvori han fastslog, at han ikke havde ‘bemærkninger til ændringerne i beskrivelsen af hændelsesforløbet’ - altså på dansk: Han nægtede at have rettet i pressemeddelelsen eller beordret Justitsministeriet til at gøre det. Det var alene Justitsministeriet, der besluttede at ændre indholdet, siger han.

9) Har der ikke været kontakt mellem Justitsministeriet og Statsministeriet?

Christian Kettel Thomsen har modtaget tre mails, men ikke besvaret dem skriftligt. Logikken tilsiger dog, at der må have været dialog mellem de to departementschefer om indholdet, formentlig på telefon. Statsministeriets departementschef ville aldrig bliver forstyrret med ‘banale’ pressemeddelelser i flere udkast, hvis han ikke fandt sagen vigtig og havde et udtrykt ønske om at blive orienteret. Som nævnt siger Kettel Thomsen dog, at han ikke har blandet sig i, hvad Justitsministeriets skrev eller på nogen måde redigeret i pressemeddelelsen.

10) Hvor stort er departementschefens problem?

Det er ikke bevist, at Christian Kettel Thomsen kendte til Reimann-løgnen, og det afviser han selv fuldstændigt. Men det er besynderligt, at en højtstående og erfaren embedsmand, der på statsministerens vegne har tilsynspligt overfor underordnede ministre, ikke griber ind og anmoder om at få en forklaring, når landets justitsminister i en pressemeddelelse om en højspændt sag direkte erkender at Folketinget har fået et ‘forkert billede’ - altså en usandhed eller løgn, om man vil - og at det er så alvorligt, at Bødskov ønsker at sige undskyld.

Det forekommer også besynderligt, at Statsministeriet i øvrigt ikke reagerede på, at erkendelsen og undskyldningen senere fjernes fra pressemeddelelsen.

Uanset hvordan sagen i øvrigt ender, vil dette stå tilbage som et mysterium og have svækket tilliden til departementschefens dømmekraft.

11) Hvad nu? - overlever Helle Thorning-Schmidt?

Statsminister Helle Thorning-Schmidt skal forklare sig i et samråd om sagen fredag klokken 13.

Reelt er det Enhedslisten, der afgør, om sagen har en sådan alvor, at regeringen må væltes, hvilket vil føre til valg. Partiets retsordfører, Pernille Skipper, har været afmålt i sin retorik. Hun betoner, at sagen er alvorlig og at mange spørgsmål presser sig på, men fremhæver også, at intet tyder på, at Statsministeriet og statsministeren kendte til den helt afgørende løgn, der fældede Bødskov - påstanden om, at Johan Reimann ikke kunne møde retsudvalget forud for udvalgets Christiania-besøg.

Enhedslisten har ingen grund til at ønske valg, hvilket sandsynligvis ville føre til et regeringsskifte.