En ung mand er død på Roskilde Festival formodentlig efter at have indtaget stoffer, oplyser politiet. Der er tale om en 20-årig svensk mand.

BT erfarer, at et et par af den svenske mands venner i nat ved halv to-tiden rettede henvendelse til nogle af festivalens medarbejdere ved det såkaldte G-tårn på festivalens campingområde og fortalte, at deres ven var i problemer. Vennen blev bragt til tårnet og forsøgt genoplivet på stedet. Ifølge BTs oplysninger var der tale om erfarne medarbejder, der har tilknytning til Beredskabsstyrelsen og erfaring med førstehjælp.

LÆS OGSÅ:

Et vidne så, at der fortsat blev udøvet førstehjælp, da den unge mand blev kørt bort fra pladsen. Her til morgen står det dog klart, at mandens liv ikke stod til at redde.

Den svenske mands venner har allerede forladt Roskilde Festival. Sammen med de medarbejdere, der var involveret i hændelsen i nat, er de blevet tilbudt krisehjælp.

Naboerne på festivalområdet ser dog ikke ud til at være påvirket af nyheden, der muligvis ikke har nået dem endnu, fortæller BTs mand på stedet, selvom nattens hændelser tiltrak en del opmærksomhed ved tårnet.

Politiet er nu i gang med at underrette mandens pårørende. Pressetalsmanden for politiet på Roskilde Festivalen understreger, at der ikke ser ud til at være begået nogen forbrydelse.

Camping-området ved Roskilde Festival åbnede lørdag aften, og musikken begynder på torsdag.

Det er ikke første gang, en person omkommer på festivalen. Sidste år blev en 35-årig tysk kvinde dræbt, da hun styrtede ned fra et svævebanetårn.