»For at sige det ligeud, så er du ond.«
Sådan lød det fredag fra dommeren i Winchester Crown Court i England, da en 30-årig kvinde og mor til to - Cathy Bartlett - blev idømt 25 års fængsel for at forsøge at brænde sin søster ihjel i et forsøg på at dække over, at hun havde stjålet mere end 1,4 millioner kroner fra søsteren og deres far.
Det skriver Mirror.
Under retssagen mod den mørkhårede Cathy Bartlett kom det frem, at hendes søster, Rachael, på et tidspunkt var begyndt at lugte lunten og undre sig over, hvor alle pengene forsvandt hen.
Kort før Rachael nåede at samle de endelige beviser sammen, fik Cathy Bartlett sin søster til at drikke alkohol, som hun havde puttet sovetabletter i. Da Rachael var faldet i søvn i deres mors hus, hvor hun overnattede, satte Cathy Bartlett ild til huset.
Før ilden nåede at få fat i Rachael, vågnede hun op og sprang ud af et vindue. Hun landede hårdt på jorden udenfor og var bevidstløs, da hun blev kørt med ambulancen til hospitalet.
Stjal penge for at købe venner
I retten forklarede Rachael, at hun er knust over sin søsters valg, og at det har revet familien fra hinanden. For hvor Rachael har stået på anklagemyndighedens side, har de to søstres forældre støttet Cathy Bartlett.
Fordi Rachael valgte at gå imod søsteren, slog forældrene hånden af hende og har afskåret hende al kontakt.
»Cathy var ikke bare min søster, men min bedste ven, en jeg stolede på. Det, hun har gjort, har revet vores familie fra hiananden,« sagde Rachael i retten og fortsatte:
»Det faktum, at hun var parat til at dræbe mig for at skjule sine handlinger, er så foruroligende, at jeg slet ikke kan forstå det. Det har resulteret i forfærdelige mareridt, problemer med at sove og angstanfald.«
I retten kom det frem, at Cathy Bartlett havde arbejdet som økonomisk rådgiver i sin søsters firma, da hun var begyndt at stjæle penge fra firmakontoen.
Pengene brugte hun blandt andet på dyr vodka og Premier League-billetter i et forsøg på at købe sig til venner.
'Du er ond'
Da dommer Jane Miller læste dommen op i retten, rettede hun samtidig en skarp kritik af Cathy Bartlett - og af søstrenes forældre.
»For at sige det ligeud, så er du ond. Du var fuldstændig hensynsløs, og du tog, så meget du kunne, fra din søster og din far,« sagde Jane Miller og sluttede:
»Jeg har ondt af dine forældre i denne forfærdelige situation. De har støttet den forkerte datter. Det er Rachael, der fortjener deres medfølelse, ikke dig. Jeg håber, de vil fortryde deres opførsel mod Rachael, og at hun er generøs nok til at tilgive dem.«
Cathy Bartlett blev idømt 25 års fængsel.
