Storebæltsbroen, Københavns Metro, Øresundsforbindelsen og DSBs IC4-tog er blot nogle af de danske milliardprojekter, hvor udgifterne er løbet løbsk, og tidsplanerne er skredet.Der er flere milliardprojekter på tegnebrættet, blandt andet Femern-forbindelsen, men inden de bliver sat i gang, bør regeringen overveje kraftigt at opkvalificere de folk, der skal styre projekterne. Sådan lyder meldingen fra to danske forskere, efter den britiske regering har lavet et uddannelsesforløb, der skal styrke projektstyringen på de britiske megaprojekter.

- Der kan være god grund til at følge op på det engelske eksempel, da der er kæmpe store budgetoverskridelser på sådan nogle store anlægsprojekter, siger Jacob Torfing, der er professor i offentlig forvaltning på Roskilde Universitetscenter (RUC).

Han vurderer, at der er masser at forbedre, når man ser på hvilke kompetencer, lederne af de store offentlige anlægsprojekter skal have.

- De skal være i stand til at integrere økonomi- og projektstyring, styre netværk med forskellige interessenter, kommunikere i offentligheden og løse konflikter, siger Jacob Torfing og kommer med et højaktuelt eksempel, hvor en opkvalificering af ledernes kompetencer kunne have været gavnligt.

- I forbindelse med betalingsringen havde det været godt med folk, der kunne designe en proces for at inddrage nogle forskellige parter og finde nogle optimale løsninger, i stedet for at regeringen skal spytte ud med en færdig løsning, der møder stor kritik, siger RUC-professoren til Berlingske Nyhedsbureau (BNB).

Bedre projektledere kan ikke blot spare staten for milliarder af kroner. De kan også være med til at få danskerne med i projektet og dæmpe den utilfredshed med de store projekter, der ofte har spredt sig i befolkningen.

- Der kan være brug for at uddanne lederne i at blive bedre til at skabe innovation blandt andet ved at inddrage befolkningen og brugerne, siger Jacob Torfing.

Professor i statskundskab på Copenhagen Business School (CBS) Carsten Greve, der blandt andet har specialiseret sig i offentlig ledelse, er helt med på RUC-kollegaens vogn.

Der er god grund til at få lavet en dansk version af den britiske uddannelse »Major Programme Management«, der starter til oktober.

- Der er mange infrastrukturprojekter i gang og på tegnebrættet i Danmark, så rent volumenmæssigt vil jeg tro, at det er relevant. Og der kan være behov for at styrke kompetencerne hos de mennesker, der skal være med til at styre så store projekter, siger Carsten Greve.

For det kan gøres meget bedre, lyder vurderingen.

- Der har været meget fokus på styringen, så under de rette omstændigheder og sammensat på den rigtige måde, så tror jeg, at det kunne være et godt tilbud også i den danske offentlige sektor, siger CBS-professoren.

Og der er da umiddelbart også politisk interesse for at se på, hvordan de store projekter kan styres mere effektivt. De Konservative er i hvert fald klar til at lade sig inspirere af initiativet i England.

- Kommer der sådan en uddannelse (i Danmark, red.), så er jeg sikker på, at man også indenfor offentlig ledelse vil bruge den, da man selvfølgelig er interesseret i, at medarbejderne er så dygtige som muligt, siger de Konservatives finansordfører Mike Legarth.

Han bruger en række fejlslagne IT-projekter som eksempler på, at en målrettet indsats kan bære frugt.

- Hvis man retter blikket bagud, så kuldsejlede det ene IT-projekt efter det andet, inden man fik styr på det. Nu har vi et IT-råd med de ypperste eksperter, som sørger for, at det ikke går galt. Det fungerer på samme måde med ledelse, og det er jo en ledelsesopgave at sikre, at projektlederne har de bedst mulige kompetencer, lyder det fra finansordføreren.

Mike Legarths pendant hos Socialdemokraterne John Dyrby Paulsen er helt med på, at der skal følges op på det britiske eksempel.

- Baseret på jeres henvendelse, så tager jeg det for helt givet, at vi tager det op. Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at det bliver taget op og vurderet. Og jeg vil bede de ministre, der er involveret i det her, om at kigge nærmere på sagen, siger den socialdemokratiske finansordfører.

Manden der står i spidsen for »Major Programme Management« er dansk og hedder Bent Flyvbjerg. Den 59-årige danske professor blev headhuntet til Oxford University i 2009 for netop at rådgive om styring af meget store investeringsprojekter indenfor blandt andet byggeri og forskning. Og han har et klart budskab til den danske regering.

- Jeg vil opfordre Finansministeriet til at tage den her idé op, kigge grundigt på den og overveje, om man kan lave noget tilsvarende, der er tilpasset danske forhold, siger Bent Flyvbjerg.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra finansminister Bjarne Corydon (S), da han er på vinterferie.