Den sjette sans har ikke nødvendigvis noget at gøre med at kunne se spøgelser. Et nyt studie antyder, at det er noget så jordnært som vores rytmesans, der skal føjes til de fem øvrige sanser.

Menneskers sjette sans har tidligere været genstand for diskussion, og det har været foreslået, at smerte kan være den sjette sans, mens andre mener, at den har med åndelighed at gøre. Den teori var Bruce Willis blandt andet med til at fodre i sin hovedrolle som spøgelse i ”Den sjette sans” i 1999.

Nu ser det dog ud til at være noget lidt mere festligt, nemlig rytmesansen.

Se en video af babyer, der bevæger sig i takt til musik, hos Videnskab.dk.

Når et stykke musik kommer strømmende ud af højtalerne, kan det være svært at lade være med at bevæge fødderne i takt til rytmen i musikken.

Læs også hos Videnskab.dk: Øltørsten styres med volumenknappen.

I et studie har man undersøgt, hvordan babyer reagerer på musik. Her viser det sig, at babyerne helt spontant begynder at bevæge kroppen i samme tempo som musikken – uanset om det er klassisk musik, børnesange eller rene trommerytmer.

Selvom børnene bevægede sig i nogenlunde samme tempo som rytmerne, ramte de dog ikke takten helt præcist. Babyerne virkede dog gladere, des mere synkrone deres kropsbevægelser var med musikken.

Læs også hos Videnskab.dk: Sådan påvirker musik hjernen 

Det er ikke kun mennesker, der bevæger sig i takt til musik. Måske er du i din færden på YouTube stødt på en papegøje, der bevæger sig forbløffende godt til dubstep. Papegøjens reaktion på musik har også været genstand for undersøgelser. Det viser sig, at papegøjen på samme måde som babyerne reagerer spontant på rytmerne.

Undersøgelserne af babyernes og papegøjens reaktion på musik, tyder på, at den rytmiske sans er medfødt og fungerer som en form for refleks, som ikke kræver træning.

Læs også hos Videnskab.dk: Forskere: Kærlighed lindrer smerte