Størstedelen af verdens befolkning kan blive nødt til at skifte til vegetarkost inden 2050, hvis vi vil undgå katastrofale mangler på fødevarer og vand.

Det konkluderer et hold førende forskere fra Stockholm International Water Institute i en ny rapport ifølge den engelske avis The Guardian.

Vi får i dag i gennemsnit dækket en femtedel af vores proteinbehov fra dyrebaserede produkter. Men om 40 år vil verdens befolkning være to milliarder mennesker større. Hvis de ekstra mennesker skal kunne spise, bliver det nødvendigt, at blot fem eller færre procent af vores proteinbehov bliver opfyldt af dyrebaserede produkter.

En tredjedel af verdens landsbrugsjord bliver brugt til at dyrke dyrefoder til de dyr, vi spiser.

- Der vil ikke være nok vand til rådighed på verdens nuværende landbrugsjord til at producere mad til den forventede ni milliarder mennesker store befolkning i 2050, hvis vi følger de nuværende tendenser og forandringer, står der ifølge The Guardian i rapporten.

- Der vil lige akkurat være nok vand, hvis andelen af dyrebaserede fødevarer bliver begrænset til fem procent af det samlede kalorieindtag og betydelige vandunderskud i visse områder kan blive opvejet af et pålideligt fødevarehandelssystem.

De dystre advarsler om, at vandknaphed begrænser verdens fødevareproduktion, kommer samtidig med, at Oxfam og FN forbereder sig til en mulig verdensomspændende fødevarekrise om cirka fem år. Majs- og hvedepriserne er allerede steget næsten 50 procent på de internationale markeder siden juni på grund af alvorlige tørker i USA og Rusland og en skuffende monsunregn i Asien.

Mere end 18 millioner mennesker sulter ifølge FN i det tørre Sahel-bælte i det nordlige Afrika. Oxfam forudser, at de voldsomme prisstigninger på fødevarer vil have konsekvenser i snesevis af udviklingslande.