Danske gymnasieelever undervises stadig oftere af en forsker, som har brugt tre år på at tage en ph.d.-grad, selv om jobbet som gymnasielærer kun kræver en kandidatgrad. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

Fra gymnasier i København, Odense, Aarhus og Aalborg lyder det, at man de seneste år er begyndt at modtage ansøgere og ansætte lærere, der har en ph.d.-grad. På f.eks. Aarhus Tech havde 26 af årets 180 ansøgere til lærerstillinger en ph.d.-grad.

Den samme tendens ses på blandt andet Aalborg Tekniske Gymnasium, Aurehøj Gymnasium og på Nørre Gymnasium i København, hvor der var 30 ph.d.ere blandt ansøgerne i år. For tre år siden var der ingen.

Det skal ses i lyset af, at staten siden 2004 har brugt 4,8 mia. kr. på at fordoble produktionen af ph.d.-studerende for at øge væksten i samfundet. I år skal politikerne beslutte, om investeringen skal fortsætte.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, professor på Aalborg Universitet, mener, at det var fornuftigt at øge antallet af ph.d.ere, men også at man må undersøge, hvor de får job.

- F.eks. er det fjollet, at flere ph.d.ere ender som gymnasielærere; det er spild af tre års ekstra uddannelse. En ph.d.-grad er en forskeruddannelse, og som undervisere kommer de ikke til at forske i gymnasiet, siger han.

BNB