Selvom der er mange, der fokuserer på Mars i jagten på udenjordisk liv, mener et stigende antal forskere, at der er bedre mulighed for at finde udenjordisk liv på Saturns måne, Enceladus.
Enceladus er kun lige knap 500 km i diameter, og det er usædvanligt, at der kan være en reel mulighed for fremmede livsformer på månen, der kredser i det ydre rum, men ikke desto mindre mener forskerne, at det kan lade sig gøre.
Årsagen til dette uventede interesse i Enceladus stammer fra en opdagelse af rumsonden Cassini, der har været i kredsløb om Saturn de sidste otte år. Cassini har vist, at månen har en atmosfære, men også at der er udbrud fra gejsere på månens overflade. Det mest overraskende er, at gejserne indeholder komplekse organiske forbindelser, herunder propan, ethan og acetylen.
- Betingelserne for liv er gode i øjeblikket, men vi ved ikke, hvor længe de har eksisteret. De kan være nye eller gamle. For at livet har kunnet udvikle sig, skal de være gamle. Og det ved vi intet om på nuværende tidspunkt, selvom geologer antyder, at vand og økologi kan have været der et godt stykke tid. Vi kan kun finde ud af det ved at sende en mission der til, siger Michele Dougherty, professor ved Imperial College London.