Forskere på University of Limerick i Irland har offentliggjort en noget usædvanlig nyhed. De har nemlig fundet frem til et nyt organ i menneskekroppen.
Det skriver Time Magazine.
Navnet på det nye organ er på engelsk 'Mesentery' på dansk kaldet 'Tarmkrøs' og kan findes mellem tarmene og maven som en slags bindevæv.
Og egentlig er tarmkrøsen ikke en ny opdagelse, da man har kendt til den i årevis. Det har dog aldrig været klassificeret som et organ, da man mente, at tarmkrøsen bestod af fragmenterede og uafhængige dele.
Men det nye studie fra University of Limerick viser altså, at tarmkrøsen - eller 'the mesentery' - formentlig er et selvstændigt organ. Det kan man blandt andet læse i det anerkendte tidsskrift The Lancet Gastroenterology & Hepatology.
Også det irske universitet har udgivet en artikel om det nye organ og den rapport, der er udgivet i forbindelse med forskningen. Her bemærker man blandt andet:
'I udgivelsen, der er blevet gennemgået og vurderet af andre forskere, siger vi nu, at vi har et organ i kroppen, som ikke er blevet anerkendt som sådan til dato,' udtaler professor J. Calvin Coffey.
Opdagelsen af tarmkrøsen som et selvstændigt organ kan få vigtig betydning. Det slås fast i artiklen fra University of Limerick.
'Bedre forståelse og yderligere videnskabelige studier af tarmkrøsen kan føre til mindre invasive operationer, færre komplikationer, hurtigere patient-genoptræning og en reduktion af generelle omkostninger,' lyder det blandt andet i artiklen fra universitetet.
Og det betyder, at man på universitetet slet ikke er færdige med at studere det nyfundne organ. Det forklarer professor J. Calvin Coffey i artiklen.
'Det er relevant universielt, da det påvirker os alle. Indtil nu har der ikke været et videnskabeligt felt i forbindelse med tarmkrøsen. Nu har vi fastslået anatomi og struktur. Det næste skridt er funktion. Hvis man forstår funktionen, så kan man identificere unormal funktion, og så har man en sygdom. Hvis man sætter alle de ting sammen, så har man tarmkrøs-videnskab ... Basis for et helt nyt videnskabeligt område,' siger han.
Hvis man slår 'tarmkrøs' op i Den Store Danske Ordbog, så står der følgende:
'Tarmkrøs, bindevævet, der omslutter indvoldene.' Den definition kan dermed nu være på vej til at ændre sig for bestandigt.
