Forskere var chokeret over at finde resterne af en fugl, indkapslet i en klump rav, der er 99 millioner år gammel. Det fremgår af et studie, der torsdag blev publiceret i Gondwana Research.

Det skriver nypost.

Fuglen, der kun har været dage eller uger gammel, da den blev fanget af træets harpiks, tilhørte en gruppe fugle, der blev kaldt enantiornithes. Ifølge National Geographic uddøde de for omkring 65 millioner år siden, samtidigt med dinosaurerne.

Fossilet, der blev fundet i det nordlige Myanmar, er næsten fuldstændigt bevaret. Dets hoved, nakken, dele af vingen og en fod kan ses i det 7,5 cm store stykke rav.

»Jeg troede, vi blot havde et par fødder og nogle fjer, før vi lavede en CT scanning,« siger Lida Xing, der er leder af det hold fra Kinas Universitet for Geovidenskab, til National Geographic. »Vi fik en stor, stor, stor overraskelse efter det.«

Den forhistoriske unge er måske et skridt på vejen til at forstå udviklingen af de nuværende fugle.

Fuglen i ravstykket har allerede et fuldstændigt sæt fjer. Det gør ungen specielt anderledes end de fugle, vi ser i dag. Det betyder formentlig, at den allerede fra fødslen kunne flyve. At den i højere grad var afhængig af sig selv, end af sine forældre.

Forskerne var endda i stand til at fastslå fuglens tilstand, da den døde.

»Der var ikke nogle indlysende tegn på kamp. Fuglens positur gav indtryk af, at den var på jagt. Med en løftet krop, åbne klør og næb og spredte vinger,« siger Tseng Kuowei, fra universitetet i Taipei til det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

»Den ser ud til at være blevet pludselig fanget af faldende harpiks, i selvsamme øjeblik den jagede.«