Amerikanske forskere har netop fundet endnu en grund til at have mere sex.
Der skriver New York Post.
Forskere fra Oregon State University har fundet ud af, at sex gør mennesker gladere og mere engageret i deres arbejde. Derfor mener forskerne at vide, at lagengymnastik er en af nøglerne til at komme frem på arbejdspladsen.
»Fastholdelse af et sundt sexliv vil hjælpe medarbejdere med at blive gladere og engagere sig mere i deres arbejde. Det gavner både arbejdstagere og arbejdsgivere,« siger Dr. Keith, der er forsker hos Oregon State University, ifølte New York Post.
For at finde frem til resultatet fulgte forskerne 159 gifte medarbejdere i to uger. De kom frem til, at de, der havde mere sex, i højere grad gav udtryk for, at de var gladere og arbejdede bedre.
Det var specielt i de første 24 timer efter, at medarbejderne havde haft sex, at de følte, de var gladere og havde større engagement på arbejdspladsen.
Forskerne forklarer, at årsagen, til at samleje smitter af på arbejdsindsatsen, er, at det udløser dopamin og oxytocin i hjernen. De to stoffer giver en følelse af belønning og sociale relationer, der styrkes.
Forskerne fra Oregon State University fandt i samme undersøgelse ud af, at det også går den anden vej.
Hvis man føler sig for stresset på jobbet, går det udover ens sexliv. Og på den måde mener de altså, at det skaber en ond spiral.
For når dit arbejde tager over i dit privatliv, så er dit sexliv noget af det første, der lider. Og derfor skulle dit arbejdsengagement angiveligt også falde.