Det er op til østeuropæere, der arbejder i Danmark, at fortælle andre østeuropæere om fordelene ved at være medlem af en fagforening og arbejde under danske overenskomster. På den måde vil flere østeuropæere få bedre arbejdsvilkår fremover, forklarer Jesper Due, der er arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, til JydskeVestkysten.

– Der er ikke nogen, der er bedre til at forklare polakkerne, at de skal have en dansk fagforening, hvis de ønsker bedre løn, bedre ansættelsesforhold og mindre ubehag, end dem selv, siger han.

Jesper Due håber derfor på, at de 37 polakker i Billund vil dele budskabet med de landsmænd, som arbejder i Danmark uden en dansk fagforening bag sig.

– Den vigtigste måde at erkende nødvendigheden i at være med i en fagforening er ved at være med i arbejdslivets skole. Den kan ofte være hård uden en overenskomst, ligesom de 37 polakker erfarede, fortæller han.

Jesper Due tror på, at flere østeuropæere fremover melder sig ind i danske fagforeninger.

BNB