En række nye beviser i sagen om den påsatte brand på Restaurant Vejlegården slår buler i politiets teori og sigtelse af restauratør Amin Skov.
Blandt andet modsiger restaurantens forsikringsrådgiver direkte efterforskernes forklaring om, at den landskendte restauratør skulle have et økonomisk motiv til at brænde sit spisested. En påstand, som ellers spillede en hovedrolle, da politiet 22. januar forgæves forsøgte at få den 34-årige Amin Skov varetægtsfængslet for brandstiftelse og forsøg på forsikringssvindel.
- Sådan som forsikrings- og ejerforholdene er på Restaurant Vejlegården, har Amin Skov ikke mulighed for at få en økonomisk gevinst ved en brand. Han har ikke noget økonomisk incitament til at lave den brandskade selv. Så enkelt er det. Så det med, at der rent forsikringsmæssigt skulle være noget som helst motiv, det er en søgt påstand fra politiet side, siger Martin Larsen, der som assurandør hos Købstædernes Forsikring håndterer Vejlegårdens forsikringer.
Ifølge assurandøren vil forsikringerne i udgangspunktet end ikke dække den løn, som Amin Skov hidtil har udbetalt til både de ansatte og sig selv. Dermed vil restauratøren i stedet for den påståede gevinst stå til et tab ved at sætte ild til restauranten.
Advokaturchef Birte Wirnfeldt, der fungerede som anklager ved grundlovsforhøret mod Amin Skov 22. januar, erkender, at især oplysningerne om restaurantens forsikringsforhold og gæld til forpagteren kan påvirke den samlede vurdering af sagen.
- Det er nye oplysninger for mig, så det er helt sikkert noget, vi skal have kigget nærmere på. Den proces, vi er i gang med, handler jo ikke bare om, at vi skal have en mand dømt. Vi skal have sagen objektivt belyst, og så er det godt at få de her ting frem. Hvordan de påvirker sagen og vurderingen af Amin Skovs rolle, kan jeg dog først sige, når efterforskningen er færdig, og det samlede billede foreligger, siger hun. Selvom
Selv håber Amin Skov, at en afgørelse nu er rykket nærmere.
- Det er faktisk uvisheden, der er det værste. I princippet kan der jo gå et halvt år, før de bestemmer sig for, om de frafalder sigtelsen, eller sagen skal for retten, og indtil det sker, kan jeg ikke rigtig gøre noget, siger han.
Læs mere i BT mandag (køb e-avisen her):
- Derfor vil Amin Skov ikke tjene på forsikringssvindel
- Brandsår skyldtes uheld med friture
- Forsikringsmand: Jeg advarede politiet fem gange
- Vejlegårdens støtteforening opruster
- Genåbning udskudt