Mange danskere nævner ofte Lego, når vi i samtaler med nysgerrige udlændinge bliver spurgt om, hvad der gør vores lille land kendt ude i den store verden. Men vi er bestemt ikke ene om at være glade for - og måske lidt stolte over - den verdensberømte danske legetøjsgigant. Amerikanske Brand Finance har netop kåret Lego til verdens stærkeste brand foran giganter som Google og Nike.

'Lego er verdens stærkeste brand. Det scorer højt på mange forskellige parametre på Brand Finance's Brand Strength Index (Brand Finance's brand-indeks, red.) så som kendskab, loyalitet, markedsføring, medarbejdertilfredshed og firmaets omdømme. Lego er unikt, kreativt og fordybende legetøj; børn elsker at få muligheden for at konstruere deres egne verdener, som det tilbyder. I en teknologi-mættet verden kan forældrene godt lide den tilbage-til-rødderne-kreativitet, det opmuntrer til, og de har en dvælende nostalgi overfor brandet længe efter deres egen barndom,' skriver Brand Finance rosende i begrundelsen for at tildele Lego førstepladsen på listen foran i alt 500 verdensomspændende brands.

En af årsagerne til Lego's topplacering er ifølge britiske The Telegraph, at Lego's Batman-film har været en enorm succes, samt at legetøjsgiganten har haft en særdeles heldig hånd med udviklingen af sine digitale satsninger så som netværket Lego Life.

Lego overtager førstepladsen på den prestigefulde liste fra selveste Disney, som er røget helt ned på femtepladsen - til trods for at Disneys underbrands har produceret blockbustere som 'Star Wars: Rogue One' (Lucasfilm) og animationsfilmen 'Find Dory' (Pixar).

Den danske legetøjskoncern løber dog ikke med al hæderen alene. Brand Finance analyserer også værdien af de forskellige brands, og her kom Apple ind på en førsteplads.

Du kan se traileren til den nye Lego-Batman-film her.