Fransk politi har identificeret en af de formodede gerningsmænd bag terrorangrebet mod gasfabrikken Air Product i Lyon, hvor en person fik hukket hovedet af og flere blev såret.
Den anholdte er 35-årige Yacine Sali (eller Yassin Salhi, der er tvivl om stavemåden red.). Yacine Sali er ifølge den franske avis Le Parisienne født i 1980 i byen Pontarlier. Han er gift med tre børn og bor i Lyon.
Den franske indenrigsminister fortæller fredag til pressen, at den anholdte har har været i den franske efterretningstjenestes søgelys siden 2006 og har været registreret med et »S« i sin journal, hvilket betyder at han anses for at være et statsfjendtligt individ. S'et var begrundet i, at Yacine Sali havde forbindelser til en fransk salafistbevægelse, men det blev fjernet igen i 2008, da politiet vurderede, at han ikke var så farlig.
Den anholdte har ren straffeattest, og der foreligger ingen oplysninger om, at han har været i Syrien eller Irak.
Angrebet fandt sted fredag klokken 09:50 mod den amerikansk ejede gasfabrik Air Product i byen Saint-Quentin-Fallavier sydøst for byen Lyon i det sydlige Frankrig. En bil kørte ind gennem porten og torpederede en gastank. En eller flere eksplosioner har fundet sted på fabrikken. En person blev halshugget og hovedet hængt op på en port. Det hovedløse lig blev fundet tæt derpå.
Ifølge den franske avis Soir havde det afhuggede hoved arabiske skrifttegn på sig, da det blev fundet. Et flag med arabiske symboler blev fundet på fabrikken.
Yacine Sali blev ifølge Le Parisien pacifiseret af en brandmand.