Den formodede gerningsmand bag onsdag aftens skyderi på Christiania, Mesa Hodzic, er død.
Han blev skudt af politiets aktionsstyrke i de tidligere morgentimer torsdag i forbindelse med en anholdelsesaktion i Kastrup, og natten til fredag er han blevet erklæret død.
Det bekræfter hans forsvarsadvokat Jacob Kiil over for BT.
»Min klient blev erklæret død i nat klokken 01.42. Det er en dyb tragisk sag, og det er dybt tragisk, at det er endt på denne måde,« siger Jacob Kiil.
Derudover har han ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt. De nærmere omstændighed omkring dødsfaldet har han endnu ikke overblik over.
Jacob Kiil tilføjer, at Mesa Hodzics død betyder, at sagen rent strafferetligt er slut, men at der naturligivs - som altid når politiet løsner skud - kommer et efterspil i Den Uafhængige Poltiklagemyndighed.
Også Den Uafhængige Politiklagemyndighed bekræfter, at han er afgået ved døden.
'Den 25 årige mand, der torsdag morgen den 1. september 2016 på Vinkelvej i Kastrup blev ramt af skud afgivet af politiet, døde i nat på Rigshospitalet på grund af sine kvæstelser', skriver DUP i en pressemeddelelse.
25-årige Mesa Hodzic er mistænkt for at stå bag onsdag aftens skyderi på Christiania, hvor en mand skød og sårede to betjente og en civil person, da politiet var ved at anholde ham.
Efter skyderiet flygtede den formodede gerningsmand ud til en adresse i Kastrup, som politiets aktionsstyrke torsdag morgen omringede. Da de råbte Mesa Hodzic an, forsøgte han at flygte fra stedet.
Med sig havde han et våben, og det førte til en kort skudafgivelse med politiet. Den mistænkte Mesa Hodzic blev ramt af skuddene og blev indlagt i 'kritisk tilstand'.
Af de tre personer, der blev skudt på Pusher Street, er den ene betjent og den civile person begge uden for livsfare, men den anden betjent, der blev skudt i hovedet, er endnu indlagt i en tilstand, der beskrives som alvorlig.
{embedded type="node/polls" id="46708972"}
Det er ikke første gang, at den 25-årige mand med bosnisk herkomst sættes i forbindelse med alvorlig personfarlig kriminalitet af politiet.
Blandt andet blev han i juni 2010 sammen med flere familiemedlemmer anholdt og sigtet for at have med til at stikke en 21-årig mand ned på Amager.
Statsadvokaten i København tiltalte siden ham, en lillebror og deres far for drabsforsøg, men både den 25-årige og hans lillebror blev frifundet i sagen. Deres far blev dømt i sagen.