Den formodede dobbeltmorder Vincent Smith nægter at betale for gravøllet for de to ofres efterladte, hvis han skulle blive dømt i sagen om dobbeltdrabet i Tusindårsskoven.

38-årige Vincent Smith, der undervejs i den uhyggelige sag har skiftet navn fra sit oprindelige borgerlige navn med initialerne PHH, har udover den alvorligste anklage mod sig også flere økonomiske erstatningssager på vej som en følge af drabstiltalen.

Han har hele tiden nægtet sig skyldig i dobbeltdrab, og af samme grund er det også helt naturligt for ham, at han ikke skal medvirke til at yde økonomisk erstatning til de efterladte for eksempelvis forplejning – gravøllet - efter begravelsen af Heidi Nielsen og Bjarne Johansen, oplyste den drabstiltaltes advokat Jesper Storm Thygesen i retten tirsdag.

- Selve begravelsesudgiften er der ingen bemærkninger til. Men udgiften i forbindelse med forplejning bestrides. Det er ikke nødvendigt, sagde Jesper Storm Thygesen.