De tyske tv-seere fik mere drama, end de havde regnet med, da søndagens Formel 1-løb var slut.

Efter et ret begivenhedsløst grandprix – hvor Kevin Magnussen blev nummer 13 – overraskede Niki Lauda alt og alle.

Den tredobbelte Formel 1-verdensmester har i mange året været ekspert hos RTL – indtil i går.

For midt i analysen af årets sidste grandprix lød det:

»Jeg har truffet en personlig beslutning. Og jeg vil ikke længere være RTL-ekspert,« sagde den i dag 68-årige Niki Lauda.

Ingen havde fået noget at vide på forhånd.

Derfor gik RTL-værten Florian König og den anden ekspert, 2016-verdensmesteren Nico Rosberg, helt i stå.

»Tak, legende,« lød det kun fra Florian König, der også gav Niki Lauda et kram.

Efterfølgende sagde tv-værten lidt mere til Bild:

»Jeg troede først, at han lavede fis med mig. Men så kiggede jeg ham dybt i øjnene og mærkede, at det var oprigtigt. Sikke en skam,« sagde Florian König.

Ifølge Bild har Niki Lauda, der blev verdensmester i 1975, 1977 og 1984, tjent omkring en million euro om året (cirka 7,5 millioner kroner) på tv-tjansen hos RTL, men nu vil han ikke mere.

»Beslutningen har ligget fast siden lørdag. Jeg har været med længe nok. Jeg har holdt mig i gang i lang, lang tid, men nu er det nok,« sagde Niki Lauda ligeledes til Bild.