Forligspartier beskylder motorvej for at være ren taktik
Begge fløje i Folketinget har lovet vælgerne en motorvej mellem Holstebro og Herning, og nu skal pengene til den findes i forsvarsforliget. Ren taktik fra regeringens side, mener LA og DF.
Begge fløje i Folketinget har lovet vælgerne en motorvej mellem Holstebro og Herning, og nu skal pengene til den findes i forsvarsforliget. Ren taktik fra regeringens side, mener LA og DF.
Den har været både VK- og SRSF-regeringens dårlige samvittighed. Motorvejen mellem Holstebro og Herning, som begge fløje har lovet vælgerne, men som der aldrig blev fundet penge til. De bliver nu fundet i forsvarsforliget, hvor besparelser i forsvaret de næste to år skal bruges til at betale 2,5 milliarder kroner til den nye motorvej, skriver Berlingske, der er kommet i besiddelse af udspillet til forliget.
Men det er ren om taktik fra regeringens side, der skal lokke Venstre til at gå med til forliget, mener Liberal Alliances forsvarsordfører, Villum Christensen.
- Den motorvej har ikke groet i Socialdemokraternes baghave - den er pludselig dukket op udenom de prioriteringer, man normalt foretager. Det ser ud som om, Venstre skal blødgøres lidt, så de (Venstre, red.) kan give den gave til jyderne, de aldrig fik betalt for inden valget, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
Motorvejen skal sikre, at man kan komme hurtigere til det nye supersygehus, der skal bygges i Herning, når sygehuset i Holstebro lukker i 2017. I august meddelte regeringen, at der ikke var penge til motorvejen på finanslovforslaget for 2013, men de er altså fundet nu. Inden sommerferien var Villum Christensen til et møde med forsvarsminister Nick Hækkerup (S) og finansminister Bjarne Corydon (S), hvor det var meningen, der skulle tales besparelser i forsvaret.
- Det var første gang, jeg hørte om den motorvej, og jeg var lamslået. Det er fint, at man bruger de penge, man sparer, på infrastrukturen, men det blev altså besluttet, inden pengene overhovedet var fundet, siger han.
Villum Christensen understreger, at han som sådan ikke er modstander af, at pengene bruges på motorvejen, men han undrer sig stadig over, at det lige netop er dén motorvej, der skal have de 2,5 milliarder kroner.
Den samme mistanke om taktik kommer fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.
- Jeg ser det som Venstres værk for at revanchere sig i sagen om nedlæggelsen af sygehuset i Holstebro, og det er nedrigt og en svinestreg, når folk i forsvaret er bange for deres kaserne og job. Dette får os til at afvise besparelser på kaserner. Der er brug for den motorvej, men regeringen må finde pengene andre steder, siger han til Berlingske.
Venstre afviser alle spekulationer om taktik, og forsvarsordfører Troels Lund Poulsen understreger, at de har givet deres bud på, hvordan motorvejen skal finansieres.
- Det står tydeligt i vores finanslovsudspil. Hvad der så ellers måtte blive diskuteret på det forsvarspolitiske område, det er jo nogle ting, vi må diskutere i et lukket lokale, så det har jeg ikke lyst til at kommentere, siger han.
Spørgsmål: Hvad siger du til, at det er en taktisk forhandling mellem Socialdemokraterne og Venstre?
- Hvis vi ser på, hvad Venstre har kommunikeret og ment, så står det tydeligt, hvad vores politik er. Nemlig at vi vil finansiere motorvejen ved frasalg af statslige aktiviteter som dele af Danske Spil og vaccinedelen af Serum Instituttet, siger han.