Forlagsbranchen er uenige om legitimiteten af bogen »Den hemmelige socialdemokrat«. To forlag ville ikke udgive den med brugen af anonymitet og fiktion, mens et tredje forlag ikke synes, der er noget galt med bogen.
Der er for mange lyssky elementer i bogen »Den hemmelige socialdemokrat«, der ville sende udkastet direkte i skraldespanden i stedet for på boghylderne. Sådan lyder det fra de to forlag Klim og Zetland. Forlagene mener, at anonymiteten og især brugen af fiktion som fortællemåde gør bogen utroværdig. »At gøre det på den her måde - altså lade en anonym afsender skrive i et format, hvor vedkommende anerkender, at der er elementer af satire og overdrivelse - det giver ikke mening for mig,« siger Jakob Moll, partner og redaktør på Zetland, med henvisning til, at bogens forfatter i forordet fortæller, at dele af bogen er delvis fiktion baseret på andenhåndskilder.
Det mener Inger Kristensen, redaktør og salgsansvarlig for forlaget Klim, også er dybt problematisk.
»Vi ville ikke have rørt bogen med en ildtang,« siger hun.
»Det lyder måske lidt højrøvet, men vil ville ikke kunne - hvad jeg synes, man skal med alt, man udgiver - gå ud og forsvare det med, at vi synes, det er et værk, som vil flytte noget i dansk politik, eller at det er noget, der har manglet i mange år,« uddyber Inger Kristensen.
På Zetland har man i en længere periode uden held forsøgt at få en politiker til at stå frem og fortælle om det politiske spil bag de lukkede døre.
»Men det giver kun mening for mig, hvis man vil stå frem. Så kan man anonymisere kilder og personer, men ikke omvendt,« siger Jakob Moll.
»Derfor er hele formatet problematisk. Vores filosofi er den modsatte: Det skal til enhver tid stå klart for læseren, hvad der er baseret på kilder, og hvad der eventuelt er løsere dokumenteret. Det gør den her bog ikke,« siger han.
Redaktionschef på forlaget Rosinante&Co Jacob Søndergaard er ikke enig med sine kollegaer. Han mener ikke, at der noget problem i at udgive »Den hemmelige socialdemokrat«, så længe den anonyme forfatter ikke kommer med oplysninger, der kan komme på kant med loven.
»Jeg mener ikke, der er noget forkasteligt i at udgive en bog med anonym forfatter, og heller ikke at bevæge sig på grænsen mellem fiktion og realisme,« siger Jacob Søndergaard.
»Vores grænser ville gå, hvis der var injurierende stof eller personskadende stof,« siger han.
Flere socialdemokrater og andre centrale personer fra bogen har de seneste dage afvist mange af de oplysninger, som kommer frem i bogen.
Forlaget bag den kontroversielle bog, som udleverer detaljer fra S-toppens interne forhold og stridigheder, har gentagende gange forsvaret udgivelsen, og det ændrer kritik fra kolleger ikke på.
»Vi er nok et meget journalistisk drevet forlag, og det her er også en tradition fra omgangen med anonyme kilder i journalistikken,« siger Jakob Kvist.
»Der er ikke nogen, der ved, hvor meget fiktion, der er brugt. Det skal man også huske med de personer, der afviser, at tingene har fundet sted,« siger han.
Tirsdag fortsatte det med afvisninger fra de socialdemokratiske folketingsmedlemmer, der er i søgelyset, da bogens forfatter hævder, at have siddet i Folketinget for partiet siden i hvert fald 2005.
De seneste medlemmer, der nægter at stå bag bogen, er miljøminister Kirsten Brosbøl (S), Karen Klint (S), Poul Andersen (S), Torben Hansen (S) og Mette Gjerskov (S). By- og boligminister Carsten Hansen (S) og undervisningsminister Christine Antorini (S) har ingen kommentarer til sagen.