Kreativ direktør i forlaget People's Press, Jakob Kvist, afviser over for dagbladet Politiken, at han selv skulle være den anonyme forfatter bag bogen 'Den hemmelige socialdemokrat'.

En beskyldning, som blandt andet Henrik Sass Larsens mangeårige kammerat, socialdemokraten Tommy Kamp, har ført til torvs på Facebook:

- Det makværk har Jacob Kvist selv hakke sammen af alle sine løgnhistorier og prøver nu at tjene penge på at mistænkliggøre en hel gruppe. Lad være med at gå mere op i den bog. Har selv oplevet hvordan tossen i bedste blå briller stil, turnerede rundt med en fristil som han mente jeg havde skrevet og lige i fortrolighed vidergav til Martin gertsen m.m

- DEN BOG ER ET FALSUM, skrevet af forlagets kreative direktør, kreativ i den verden dækker over begreber som løgn og humbug i mere normale menneskers. Nu tror People's Press de kan tjene penge, men det virker nu mere som presset people. Skål

Tommy Kamp har tidligere haft en kontrovers med forlaget Peoples Press. I forbindelse med udgivelsen af hans egen portrætbog 'Kamp til Stregen' bistod Peoples Press forlaget Bogkompagniet med at udgive Kamps bog.

Og det endte med, at Kamp trak manuskriptet tilbage før udgivelsen og blev truet med at blive hevet i retten, hvis han ikke betalte sit forskud tilbage.

Men Jakob Kvist afviser, at han selv skulle være den anonyme forfatter til 'Den Hemmelige Socialdemokrat'. 

- Der er selvfølgelig en etik i det her. Derfor ville det være uhæderligt, hvis det var mig eller en venstremand, der havde skrevet den. Det her er fuldstændig inden for den journalistiske skive omkring omgåelse af anonyme kilder. Vi tager så bare nogle litterære friheder som man ikke nødvendigvis ville kunne gøre på samme måde i en avis, siger Jakob Kvist til Politiken.

Han understreger endnu engang overfor BT, at forfatteren er et mangeårigt og nuværende medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Synes du, at det er ok at mistænkeliggøre en hel gruppe af Socialdemokrater på den måde?

- Ja, det er okay, at lave en whistleblower-historie for at komme inden for i magtens maskinrum. Når man som politiker rækker så håndfast ud efter magten, så må man finde sig i at blive skrevet om. Det er jo ikke personlige og private ting, der bliver skrevet om. Det handler om det magtpolitiske spil.

Hvor mange henvendelser har du fået fra politikere, der er i oprør over bogen?

- Det er ikke mange, men de er jo også vant til lidt af hvert. De kan jo nærmest dagligt læse om sig selv baseret på anonyme kilder.

Men flere politikere forklarer jo, at der er ting i bogen, der er faktuelt forkerte. Hvordan kan I forsvare det?

- Nu skal man ikke undervurdere graden af spin i det her. Vi kan ikke tjekke alle detaljer, men det glæder mig, at når nogen har sagt, at noget var forkert - så er der andre, der har ringet og sagt at det er rigtigt. Sådan er vilkårene.

Hvordan vil du karakterisere forfatteren?

- Vedkommende kalder sig selv en velinformeret kujon, men jeg synes faktisk vedkommende er modig og har et idealistisk projekt, der handler om at komme tilbage til en standard, hvor politikken blev diskuteret mere åbent og meningsudvekslingen var mere offentlig. Det synes jeg afkræver respekt.