Forkrampet familiefest
Venus Williams er klar til lørdagens Wimbledon-finale efter søster-duel, der rejste spørgsmål om aftalt spil.
Venus Williams er klar til lørdagens Wimbledon-finale efter søster-duel, der rejste spørgsmål om aftalt spil.
LONDON: "Go Williams!" Der var dårligt slået to bolde i den hårdt forventningspumpede søsterlige semifinale mellem Venus og Serena Williams i går, da en tilskuer prøvede at lette lidt på en tyngende stemning på Wimbledons centre-court.
Det lykkedes ikke. De to hårdtslående søstre fra Los Angeles-ghettoen Compton, der i øvrigt også har givet verden den lige så hårdtslående rapper Dr Dre, gav aldrig hverken hinanden eller alle andre med hang til Wimbledon den kamp, to dages hysterisk pressedækning havde lagt op til.
Den 20-årige storesøster, Venus, sejrede 6-4, 7-6 over sin 15 måneder yngre søster på en lille halvanden time i en semifinale, der efterlod sidstnævnte tæt på tårer og førstnævnte med stenansigt ved nettet.
"Det var lidt mærkeligt, men én af os skulle vinde. Men sådan er det jo. Små søskende er vant til at få deres vilje, og når det ikke sker, træder mor eller far altid til og siger: Giv hende så isen. Serena hader at tabe - måske mere end jeg gør, så hun har det lidt hårdt lige nu," sagde Venus Williams efter kampen.
Hun afviste spekulationer om, at familien på forhånd havde aftalt, at hun skulle vinde kampen, da hun i modsætning til Serena endnu ikke har vundet en Grand Slam-turnering endnu.
"Ikke hvad jeg ved af. Men jeg vil gerne stå ved, at det er mit store mål at vinde en Grand Slam. Nogle gange drømmer jeg, at jeg har en vundet én, men så vågner jeg og finder ud af, at det bare var en drøm, og så har jeg det helt forfærdeligt," grinte hun.
Hvis det var en konspiration, at Serena skulle lade sig slå af Venus, skjulte lillesøsteren det godt.
Den ellers lattermilde spiller, der hidtil havde stået bag Wimbledons mest oplivende pressemøder, var nogenlunde lige så sprudlende som en italiener efter en EM-finale, efter gårsdagens nederlag.
"Venus spillede godt i dag. Hun spillede sin bedste kamp mod mig nogensinde, mens jeg ikke rigtigt følte mig klar. Jeg havde ikke den rigtige fornemmelse derude," forklarede en mut lillesøster.
Hun havde i de første fem runder kun tabt 13 partier, hvilket er den mest suveræne fremfærd i Wimbledon, siden Chris Evert tabte 10 i samme antal kampe på sin vej mod titlen i 1976.
I går tabte Serena Williams 10 i samme kamp og dermed misser hun altså den første rent amerikanske damesinglefinale i Wimbledon, siden Martina Navratilova slog Zina Garrison i 1990.
Hvordan søstrenes far, Richard Williams, der ynder at omtale sig selv King Richard i det nyhedsbrev, han af og til udsender, havde det før, under og efter kampen, fik ingen offentligt indsigt i.
Den 58-årige excentriker, der træner begge døtrene, meldte i første omgang ud, at han skulle deltage i begravelsen af en Wimbledon-steward samtidig med døtrenes indbyrdes semifinale og derfor ikke kunne overvære den.
Da det viste sig, at begravelsen havde fundet sted dagen før kampen, erklærede Williams-overhovedet, at han ville se kampen på Centre Court, hvis Venus og Serena ønskede det.
Det gjorde de, men manden dukkede - i modsætning til blandt andre Gladys Knight, Dionne Warwick og Sarah Ferguson - aldrig op til kampen.
På lørdag, når Venus Williams spiller finale mod Lindsay Davenport, får Richard Williams og resten af familien, der foruden Venus og Serena består af mor Oracene, og de tre ældre søstre Lyndrea, Isha og Yetunde, ikke tilsvarende problemer med at vælge side.