Årets sidste hjemmekamp på Brøndby Stadion mod AaB bliver afviklet med forhøjet beredskab, lyder det i en meddelelse fra Brøndby IF.

»Vi er blevet pålagt at visitere alle personer, der skal ind på stadion uanset hvor og hvilken indgang. Derfor opfordrer vi alle partnere til at møde vagterne med et smil og samtidig være bevidste om, at visitation er til for at vi kan sikre den generelle stadionsikkerhed og ikke til for at være et irritationsmoment,« lyder det i meddelelsen, der er sendt ud til samarbejdspartnere og sponsorer.

Foranstaltningerne er foretaget i skyggen af de tragiske terrorhændelser i Paris den 13. november.

Det har medført, at det generelle beredskab i Europa er blevet øget og således også i Danmark, hvor Superligaen nu bliver påvirket af risikoen for terror.

»Der er ingen konkret trussel mod kampen eller stadion, men situationen byder os at være ansvarlige nok til også at tage vores egne forholdsregler,« forklarer Brøndby IF om situationen.

Brøndby møder AaB på søndag klokken 16 i efterårets sidste kamp på Brøndby Stadion. I gennemsnit har Brøndby haft over 14.000 besøgende til klubbens hjemmekampe dette efterår.