Forhandlinger i USA mellem Israel og Syrien godt i gang
Forhandlinger i USA mellem Israel og Syrien godt i gang
Forhandlinger i USA mellem Israel og Syrien godt i gang
De israelsk-syriske fredsforhandlinger fik i går en god start i byen Shepherdstown i den amerikanske delstat West Virginia, meddelte Det Hvide Hus, altimens embedsmænd forsøgte at undgå en konflikt om dagsordenen for forhandlingerne.
Forinden havde Bill Clinton haft separate drøftelser med Israels premierminister, Ehud Barak, og den syriske udenrigsminister, Faruq al-Shara.
Senere i nat mødtes Clinton og USAs udenrigsminister, Madeleine Albright, med begge de mellemøstlige ledere.
Mens israelerne tilsyneladende er indstillet på i dag at skulle forhandle om en normalisering af forholdet mellem de to lande og om sikkerhed, så synes Syrien at være særdeles ivrig for at komme til sagen. For dem handler det om israelsk tilbagetrækning fra Golan-højderne, som Israel besatte efter seks-dages krigen i 1967.
- Den israelske besættelse af Golan er roden til alle problemerne, så den første ting, vi skal beskæftige os med, er den israelske tilbagetrækning, sagde en kilde i den syriske forhandlingsdelegation.
Forhandlingerne ventes at vare en uges tid.