Forgænger: Qvortrup fornærmer sin egen intelligens
Henrik Qvortrups forklaring i Se og Hør-sagen holder slet ikke vand. Det siger hans forgænger som chefredaktør på sladderbladet, Peter Dall.
Henrik Qvortrups forklaring i Se og Hør-sagen holder slet ikke vand. Det siger hans forgænger som chefredaktør på sladderbladet, Peter Dall.
»Jeg ville have haft større respekt for ham, hvis han havde sagt »Okay, nu er jeg afsløret, jeg er taget med bukserne nede om anklerne«.«
Sådan siger Henrik Qvortups forgænger som chefredaktør på Se og Hør, Peter Dall, efter at have læst flere af de interview, som Qvortrup har givet til dagbladene efter hans anholdelse torsdag.
Henrik Qvortrup erkender over for aviserne, at han har været i kontakt med den såkaldte tys-tys-kilde , da han i 2008 var chefredaktør på Se og Hør. Men han holder fast i, at han ikke vidste, at kildens oplysninger til ugebladet blev skaffet på ulovlig vis ved at hacke kendte og kongeliges kreditkortoplysninger.
Den forklaring er Peter Dall voldsomt skeptisk overfor.
»Jeg mener, at han fornærmer sin egen intelligens ved at hævde, at han er uskyldig. Selvfølgelig er han ikke det,« siger Dall, der var konstitueret chefredaktør på Se og Hør i en kort periode, inden Henrik Qvortrup trådte til i 2001.
»Ifølge de udtalelser, der er kommet, skulle han jo selv have taget initiativ til at indkalde tys-tys-kilden på sit kontor og forhandle med ham. Qvortrup er en klog en mand, så han ved da udmærket godt, at man ikke kan få sådan nogle oplysninger på lovlig vis,« siger han.
Henrik Qvortrup har bekræftet, at han har betalt tys-tys-kilden et månedligt beløb for oplysningerne om de kendte og kongelige. Beløbet skulle ifølge tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussens bog, »Livet, det forbandede«, være sort og på 10.000 kroner.
Peter Dall, der gennem en årrække var chefredaktør på et andet ugeblad fra Aller, Familie-Journalen, var i sin tid med til at ansætte Qvortrup som ny chefredaktør på Se og Hør, og det har han i dag blandende følelser omkring.
»Han er en rigtig dygtig journalist, og det var derfor, jeg i sin tid pegede på ham. Men det er da trist, at han nu har sat Se og Hør i sådan en dårligt lys,« siger den tidligere chefredaktør.
Henrik Qvortrup blev torsdag anholdt og fik ransaget sit hjem. Han blev efterfølgende løsladt og indkaldt til afhøring af Københavns Vestegns Politi. Han er nu sigtet i sagen sammen med sin efterfølger, Kim Henningsen, og Aller Medias udgiverdirektør, Per Ingdal.