Da Peter Zobel tilbage i 2014 blev syg med lungesygdommen KOL, lod han sig overtale af forfatter Michael Teschl til blive portrætteret i en biografi. Under arbejdet med bogen var det særligt vigtigt for Zobel, at han fik erklæret sin kærlighed til sine børn, inden han døde. Søndag døde Peter Zobel, der blev 81 år, og efterlader fem børn.

»Børnene var det vigtigste for ham. Selv om han kaldte det 'følelsespjat', var det vigtigt for ham at understrege, at han elskede dem, fordi det havde han ikke fortalt dem nok,« siger Michael Teschl, der i 2014 udgav bogen om Peter Zobel.

Da helbredet begyndte at svigte, bad han Michael Teschl om at sætte ord på sin kærlighed til sine børn. Selv om det kan lyde blødsødent, mener Michael Teschl ikke, at det er sådan de fleste vil huske ham, hvilket han synes er en skam.

»Jeg håber, at han ikke kun vil blive husket som en striks og sure forretningsmand. Han var et varm, sjovt og sympatisk menneske, men mest af alt var han en utrolig dedikeret far,« siger forfatteren.

Peter Zobel efterlader sig børnene Caroline, Rigmor, Sarah, Alexander og Nicolai Zobel.

»Jeg tror, de (familien, red.) har det ganske forfærdeligt. Det er et kæmpe tab for dem. Han var familiens holdepunkt,« siger Michael Teschl, der ikke har hørt fra familien, men vil sende dem en besked.

Michael Teschl fulgte Peter Zobel intenst gennem et par måneder, da han skulle skrive bogen 'Zobel - historien om et dansk dynasti'.

»Jeg var jo fortrolig med ham, så når man får sådan en nyhed, skal man jo lige fatte sig. Han var en original og efterlader sig et usletteligt indtryk.«

Sammen med børnene var jagt også en utrolig vigtigt del af hans liv. Derfor skulle jagt også indgå i Michael Teschls bog.

»Da jeg skulle skrive kapitlet om jagt og havde sendt det til gennemsyn, måtte jeg få skældud for det i en time. Han brugte sprogets værste gloser, og ifølge ham, havde jeg ikke forstået noget som helst af, hvem han var. Han var ved at tilbagelægge hele projektet,« siger forfatteren og fortsætter:

»Det er meget sigende for ham. Han havde fornemmelsen af, at folk ikke havde forstået ham. Derfor blev han tit irritabel og ville videre.«

Ud over at være kendt som en benhård forretningsmand, havde Peter Zobel også været en del i de kulørte blade med flere familieskandaler. Det skyldtes særligt en ting, havde Peter Zobel fortalt Michael Teschl under deres bogproces.

»Han sagde, når du har så smukke kvinder som mig, så er det en del af det,« husker Michael Teschl.

En af kvinderne, der har stået nær Peter Zobel gennem mange år, var Henriette Zobel, som var gift med ham ad to omgange, men parret blev fraskilt endegyldigt i 2004. Michael Teschl peger på, at skilsmisserne skyldes en særlig årsag.

»Han kom fra et familiemønster, hvor det var normen at komme ind i Codan, selv om det måske ikke var det, han ville. Traditioner har han haft svært at slippe, og det kan også være årsagen til hans forliste ægteskab på ruten.«

Dog havde Peter Zobel fortalt Michael Teschl, at det også var kvinderne, der fik ham til at lære at lytte.

Henriette Zobel er stærkt berørt af Peter Zobels død, skriver Ekstra Bladet, og familien vil på nuværende tidspunkt ikke sige mere omkring Peter Zobels død.