Den populære skuespiller Mira Wanting døde i december 2012 af kræft blot 34 år gammel. Få år forinden havde hun fået en datter med Jesper Bork som hun havde et kort og stormfuldt forhold til.

Efter sin død lod hun i et børnetestamente forstå, at hun ønskede at datteren Filippa skulle vokse op hos hendes forældre og ikke hos faderen. Og det har siden kastet faderen ud i en bitter strid med Miras familie, og han kæmper nu en hård kamp for at få tid sammen med datteren.

Jesper Borks tilfælde er desværre langt fra enestående. Tværtimod, lyder det fra Foreningen Far, der varetager fædres rettigheder - eller ofte mangel på samme.

Jesper Borks tilfælde er desværre langt fra enestående. Tværtimod, lyder det fra Foreningen Far, der varetager fædres rettigheder - eller ofte mangel på samme.

- Vi har et generelt ligestillingsproblem på det her område. Jeg kan godt forstå, at Jesper Bork føler sig magtesløs. Det er som at slå i en dyne for de her fædre, og vi kan se, at det er fædrene, der tager de her sager om forældremyndigheder, siger en af foreningens talspersoner, Carsten Løffmann, der er med i hovedbestyrelsen og landskasserer.

Foreningen Far har for nyligt kigget nærmere på, hvordan afgørelse om forældremyndighed falder ud i landet. Her er det tydeligt, at de store tabere er fædrene. Også i de tilfælde, hvor far er bedst, lyder det fra far-foreningen.

- Det er helt urimeligt. Vi har nogle tekniske forhindringer, der gør, at al magt ligger hos barnets ’bopælsforælder’, der i 87 procent af tilfældende er barnets mor. Vi oplever rigtig mange mænd, der slet ikke oplever at blive hørt i statsforvaltningen. De sidder tilbage med fornemmelsen af, at sagen var afgjort, før de gik derind. Det er helt urimeligt, siger han.

Mira Wanting har skrevet i børnetestamentet, at hendes mor skal have Filippa. Men det er ikke ensbetydende med, at man nødvendigvis skal følge hendes ønske, siger Carsten Løffmann.

- Jeg forstår ikke, hvis det børnetestamente kan spille en altafgørende betydning, det er jo ingen lov. Det er jo typisk, når par er gået fra hinanden, at mor synes, at far er en idiot, eller det der er værre. Normalt er man i statsforvaltningen faktisk god til at sortere i folks følelser, når de efterfølgende skal lave en vurdering, men i denne sag kan de jo ikke gå ind og spørge Mira Wanting, hvorfor hun ikke mente, at faderen skulle have barnet. Jesper er derfor fanget, vurderer talsmanden fra Foreningen Far.