TJEKKIET: Tjekkiet tager et heftigt, men livsnødvendigt skridt og forbyder salg af al spiritus, der indeholder mere end 20 procent alkohol.

De sidste ni dage har 19 mennesker nemlig mistet livet - og mange flere er blevet indlagt - efter at have drukket en giftig alkoholblanding fra det sorte marked indeholdende metanol - også kendt som træsprit.

Der er ifølge politiet tale om den værste alkoholforgiftning i Tjekkiet i mindst tre årtier, hvor adskillige købere har troet, at de i virkeligheden købte rom og vodka.

Senest blev en 66-årig kvinde fundet død i den nordøstlige del af Tjekkiet efter at have drukket piratblandingen, og da den første person fredag blev indlagt i hovedstaden Prag, tog regeringen kontrollen.

Sundhedsminister Leos Heger udmelder således, at forbuddet gælder med øjeblikkelig virkning i hele landet og dækker alle tænkelige salgssteder som restauranter, hoteller, butikker såvel som internettet.

Kiosker og supermarkeder er tidligere blevet forbudt at sælge spiritus med mere end 30 procent alkohol for at komme problemerne til livs, men ifølge Reuters siger sundhedsministeren, at det forbud ikke har været effektivt nok, fordi flertallet af de forgiftede mennesker købte blandingen i restauranter og butikker og på barer.

Metanol bliver primært brugt til industrielle formål. Men alligevel har flere fra det sorte alkoholmarked brugt stoffet til at producere ulovlig spiritus, fordi det er billigere end almindelig alkohol.

Politiet har de seneste uger beslaglagt tusindvis af liter af den ulovlige spiritus og har anholdt godt 20 personer, men en talsmand sagde fredag ifølge Reuters, at man endnu ikke er klar over, hvem der har forårsaget den største metanolforgiftning i årtier.

Det anslås, at op mod en femtedel af al alkohol i Tjekkiet er lavet på det sorte marked. Især hjemløse og alkoholikere har været i risikozonen, da de ofte køber billigere spiritus.

Ifølge sundhedsministeren kan forbuddet vare i flere uger.