Trods voldsomme forbrændinger efter stød fra en køreledning over et tog på Helsingør Station slipper to unge mænd med livet i behold

Sådan lyder meldingen mandag middag fra Nordsjællands Politi om de to unge mænd på 23 og 24 år, der søndag eftermiddag fik strøm igennem sig fra en køreledning, efter at de var kravlet op på taget af et holdende tog ved stationen i Helsingør.

- De to unge mænd er stadig indlagt på Rigshospitalet, men meldingen er, at at deres tilstand er stabil og at de er udenfor livsfare, siger vagtchef Ole Hestbæk fra Nordsjællands Politi til bt.dk.

På vejen mod Kronborg kom optoget forbi bagsiden af Helsingør Station, og den ene kravlede over hegnet til skinnerne og op på taget af et tog, som holdt parkeret. Her sprang strømmen fra en køreledning, og den unge mand blev ramt og faldt om på taget, mens der også gik ild i hans tøj. Uheldet så en anden ung mand fra gaden, og for at redde den bevidstløse på togets tag klatrede han selv op på taget. Derved sprang der endnu en gang strøm fra køreledningen, og begge mænd blev ramt og faldt ned fra toget.

Tidligere oplyste politiet, at de to mænd var kammerater, og at det først var, da den anden unge kravlede op på togtaget for at hive sin ven ned, at de begge blev ramt af strømmen. Efterforskningen har dog vist, at de to ikke kendte hinanden, og at den ene først fik stød, hvorefter den anden forsøgte at hjælpe ham, lyder forklaringen fra Nordsjællands Politi.

Da politiet allerede var til stede for at følge optoget, nåede en patrulje hurtigt frem til skinnerne og de unge mænd, som begge var i live og ved bevidsthed.

»Betjentene, der kommer frem, laver indledende førstehjælp. Yderligere kommer der ambulancer og en akutlæge hurtigt frem, og de får iværksat behandling af de to,« har politiets vagtchef tidligere forklaret. Den ene blev fløjet med helikopter til Rigshospitalets Traumecenter, mens den anden blev kørt til samme sted med en ambulance og politieskorte.

Mens den indledende behandling ved toget stod på, afspærrede politiet området, standsede togdriften i godt en time søndag eftermiddag og fik gennet de øvrige feststemte unge videre til Kronborg.