En kinesisk mand blev i weekenden dræbt af tigre, da han forsøgte at snige sig ind i en zoologisk have uden at betale. De lokale myndigheder undersøger nu dødsfaldet.
Et forsøg på at spare en entrébillet endte lørdag fatalt for en kinesisk mand. Da han kravlede over hegnet for at komme ind i en dyrepark, blev han overfaldet af tigre og dræbt.
Det skriver Telegraph.
Ulykken skete lørdag i det østlige Kinas Zhejiang provins.
Ifølge de lokale myndigheder besluttede manden, med efternavnet Zhang, at kravle over hegnet med en ven i stedet for at købe billetter. Offerets kone, to børn og vennens kone befandt sig allerede i parken.
Manden forcerede angiveligt både et trådnet og en væg, inden han landede i tigrenes indhegning. Her blev han angrebet af de vilde dyr, som maltrakterede ham og delvist trak tøjet af ham, mens hans familie og en masse andre gæster i parken rædselsslagne så på.
Offerets pårørende har efterfølgende klaget til dyreparken, fordi de ikke mener, personalet gjorde nok for at afværge angrebet.
Den statslige tv-station oplyser, at en af tigerne blev skudt og dræbt af det lokale politi, mens tre andre blev skræmt ved hjælp af fyrværkeri.