Forældres retssikkerhed vejer tungere end barnets tarv
Børn kan være i hjem med mistanke om seksuelle overgreb i den tid, det tager at indsamle beviser. Til trods for at det ikke er det bedste for børnene.
Børn kan være i hjem med mistanke om seksuelle overgreb i den tid, det tager at indsamle beviser. Til trods for at det ikke er det bedste for børnene.
For kommuner handler det oftest om at tage vare på forældres retssikkerhed frem for at sikre barnets tarv, når der er mistanke for overgreb i hjemmet. I flere situationer har det nemlig vist sig, at børn først er blevet fjernet, når der har været beviser nok til at rejse en politisag mod en forælder. Sådan lyder kritikken fra eksperter og socialpædagoger, skriver Information.
- Der er generelt stor forståelse for forældrenes retssikkerhed i de her sager - men nogle gange også for stor forståelse, forklarer Stine Jørgensen, som er lektor i socialret og børn og unges rettigheder ved Københavns Universitet, til Information.
Netop det er sket i den såkaldte Rebild-sag, hvor faren i 2005 blev meldt til politiet, mistænkt for seksuelle overgreb på baggrund af underretninger fra børnenes skoler og institutioner. Børnene blev - til trods for at kommunen selv meldte faren til politiet - først fjernet fra hjemmet fem år senere, da bevismaterialet var så tungtvejende, at manden kunne fældes. Anklagerne lød derefter på omfattende og grove overgreb på ni børn, heraf syv af sine egne.
- Der er tendens til, at kommunerne hellere vil gribe ind en gang for lidt end en gang for meget. I denne sag har kommunen trods alt haft en mistanke, der var så stærk, at man meldte faren til politiet, men alligevel fjernede man ikke børnene, fordi der ikke var nok konkrete beviser til at anholde ham. Her vejede hensynet til hans retssikkerhed tilsyneladende tungest, siger Stine Jørgensen til Information.