Casey og Darren Skinner fra Boston, Lincolshire, i det østlige England blev tilbage i 2012 ramt af et forældrepars værste mareridt, da deres to tvillingesønner blev ramt af kræft.
Logan var bare to år gammel, da han i 2012 pludselig fik blå og gule mærker på kroppen og blev så alvorlig syg, at Casey og Darren Skinner måtte bringe ham på hospitalet til yderligere undersøgelser, skriver britiske Metro.
Og her måtte lægerne fortælle ægteparret den nedslående besked: Logan havde leukæmi.
Den toårige dreng blev straks sat i behandling for kræftsygdommen, men blev imidlertid ramt af en alvorlig blodforgiftning, der var så slem, at Casey og Darren Skinner var overbeviste om, at han ikke ville overleve.
»Jeg kan huske, da vi tog ham med på hospitalet, og vi kunne se sygeplejerskerne panikke og skrige efter lægerne. Vi troede, han ville dø,« fortæller Casey Skinner til Metro.
Heldigvis lykkedes det lægerne at redde Logan, og han kunne kort tid efter fortsætte sin kemobehandling.
»De fik de ham i behandling, og så er det, at det går op for en, hvor alvorligt det er. Man regner ikke med, at det sker for en selv eller ens børn, men så går det op for dig, at man ikke er usårlig,« fortæller hun til Metro.
Ramt igen
Og familien var langt fra usårlig, for mindre end et år efter, at Logan fik konstateret leukæmi, fik tvillingenbroren Regan ligeledes konstateret den alvorlig kræftsygdom efter at have haft de præcis samme symptomer, som sin bror.
»Han (Regan, red.) havde infektioner i øret, og da jeg en dag svingede ham mellem benene, slog han sit ansigt. Straks kom der blå mærker, og dagen efter var der gule mærker. Det viste sig, at det også var leukæmi,« fortæller hun.
Beskeden ramte Casey Skinner så hårdt, at hun i perioder var i tvivl om, hvorvidt hun selv kunne tage vare på de to børn.
De to børn gennemlevede den efterfølgende tid adskillige udmattende behandlinger med kemo, der tærede på begges energi.
»Vi fik dem begge testet for, hvor høj eller lav risiko, der var, og den viste, at der var højere risiko for, at Logan ikke ville overleve, så han måtte modtage en mere intens behandling,« fortæller Casey til Metro.
Kemoterapien gjorde dem begge dårlige, og Casey Skinner husker, hvordan de fra øjeblikket, de modtog kemobehandling, blev syge.
»Det var som om, at man bare trykkede på en knap.«
Efter års behandling ser det nu endelig ud til, at der er lys for enden af tunnelen for begge de to drenge. Logan har netop afsluttet sin behandling, mens Regan kan afslutte sin kemobehandling inden for den kommende måned.
Herfra skal de to regelmæssigt til kontrol de næste tre år, hvorefter de kan forvente et årligt kontrol resten af deres liv. Hvis der ikke er brug for yderligere behandling de kommende tre år, så vil de to blive erklæret kræftfri.