Lettelsen var stor hos alle involverede, da forældrene til lyshårede Maria, der blev fundet i en roma-lejr i Grækenland i sidste uge, i går blev fundet. Men trængslerne er ikke ovre for den bulgarske familie.
Der bliver ingen stor gensynsmiddag for lille lyshårede Maria og hendes biologiske forældre, det bulgarske par Sasha Ruseva og Atanas Rusev, selvom en DNA-test i går fastslog, at Maria er deres datter.
Det er nemlig yderst tvivlsomt, om Maria overhovedet flytter tilbage til sine biologiske forældre. Det siger Diana Kaneva, der er direktør for sociale tjenester i Stara Zagora-regionen i det centrale Bulgarien, hvor forældrene er bosat.
- Maria vil i første omgang blive bragt til et krisecenter. Derefter vil myndighederne finde en egnet adoptivfamilie til hende, siger Diana Kaneva til nyhedsbureauet AP.
Diana Kaneva har selv besøgt forældrenes hjem, hvor der ud over forældreparret også bor ni af deres børn. Tre af dem er blevet bragt til et krisecenter, oplyser hun.
AP skriver i øvrigt, at forældrenes hjem i landsbyen Nikolaveo, som ligger 280 kilometer fra hovedstaden Sofia, er belejret af international presse, og at forældreparret selv derfor opholder sig på et ukendt sted.
- Der bor cirka 2.000 mennesker i området. De fleste er arbejdsløse og lever i ekstrem fattigdom, skriver AP.
Marias nu påviste biologiske mor, Sasha Ruseva, har tidligere fortalt, at hun fødte en pige i 2009, da hun arbejde som olivenplukker i Grækenland. Hun gav barnet væk, fordi hun var for fattig til at tage sig af barnet.