Fire unge mellem 15 og 18 år, der er sigtet for overfaldet på en 18-årig student i det indre København i maj i år, skal fortsat sidde varetægtsfængslet. Det besluttede en dommer i Københavns Byret i sidste uge. Deres offer er stadig svært skadet. De første mange dage blev han holdt i kunstig koma - nu venter en lang genoptræning, skriver hans forældre til BT.

Politiet forsøger at bevise, at de fire anklagede i alderen 15 til 18 år var på en regulær voldsturne, da overfaldet på studenten fandt sted den 24. maj. Efter politiet havde offentliggjort billeder af voldskvartetten, mente flere andre at være blevet chikaneret eller overfaldet af dem.

Overfaldt en anden

- Der er to-tre forhold om vold, hærværk og brud på ordensbekendtgørelsen, hvor vi ser på, om der er motivation for en sigtelse, siger vicepolitiinspektør Kenneth Vest fra Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet.

En 28-årig mand har fortalt BT, at han samme aften blev overfaldet af de fire, der blandt andet tildelte ham et flyvespark i ryggen. Samme person fortalte, at han så, at de fire overfaldt en anden mand nær værtshuset Moose i det indre København.

Forældrene til den 18-årige student er chokerede over, at sådan noget kan forekomme herhjemme.

- Vi er meget rystede over, at sådan et overfald kan ske her i Danmark på åben gade, især da han (sønnen, red.) er et tilfældigt offer. Det er helt meningsløst – uanset hvad! Det er også meget skræmmende at ’børn’ på denne alder tager til byen og opfører sig sådan uden at tænke på konsekvenser af deres aktioner. At de føler, at det er helt o.k. at slå en tilfældig person ned. Vi har meget svært ved at forestille os fremtiden for livet i de danske gader, hvis det er der, vi er på vej hen, skriver forældrene til BT.

Taknemmelige

De glæder sig over, at politiet har sigtet fire unge for overfaldet, der bragte deres søn i livsfare.

- Vi er selvfølgelig meget taknemmelige over de mange vidner, der har været behjælpelige med information til politiet, og at politiet derfor har kunnet foretage anholdelser. Nu er det op til det danske retssystem ikke at svigte os, skriver forældrene i brevet.

- Som forældre har vi altid haft styr på vores børn, vi ved, hvor de er, vi ved, hvem de går i byen med, og vi ved, hvornår de kommer hjem. Men hvordan kan man overhovedet forberede sig på dette, spørger forældrene til studenten, der blev overfaldet.

Læs mere i dagens BT (køb e-avisen her):
- Sådan går genoptræningen
- Forældre: Man tager bare en time ad gangen
- Fremtiden stadig usikker