Ny forskning viser, at mange forældre har et yndlings-barn. Spørger man børnene selv, tyder det på, at det oftest er det ældste barn, der er far og mors favorit.

Det er et tabu for langt de fleste, der er forældre til mere end et barn. For vi elsker jo alle vore børn lige meget. Det ved enhver flerbarns-forælder.

Men ny amerikansk forskning konkluderer, at mange forældre indrømmer, at de har et yndlingsbarn.

Det skriver Telegraph, som refererer til en artikel i the Journal of Family Psychology.

Det er sociologer fra University of California, som står bag studiet.

Undersøgelsen afslører ikke, hvilket barn, de fleste forældre foretrækker, men forskerne spurgte også en række teenagere med søskende, hvem de troede, var favoritten hjemme hos dem.

Deres svar viser, at det oftest er den førstetfødte, der har forældrenes fokus.

Professor Katherine Conger, som står bag studiet, udtalte før resultaterne lå klar, at hun troede, det ville være hårdere for storesøskende end for deres mindre søskende, fordi der er en myte om, at det er det yngste barn, som får mest opmærksomhed.

Men de kom frem til det dimetral modsatte:

I undersøgelsen med 384 familier viste det sig, at mange ældstebørn følte, at deres bedrifter betød mest for forældrene, fordi det med dem netop var første gang, deres forældre havde et barn, der begyndte i skole, blev konfirmeret eller bestod en eksamen for eksempel.

»Det overrasker mig lidt. Vores hypotese var, at ældre, tidligere-fødte børn, ville være mere påvirket af, hvordan de opfattede forældrenes forskelllige måder at behandle børneflokken på, alene fordi de var det ældste barn i familien.«

Studiet er en sociologisk undersøgelse, hvor store børn med søskende blev spurgt, om de mærkede forskel i den måde, deres forældre behandlede dem og deres søskende. De blev også spurgt, om det påvirkede deres selvtillid.

De yngste børn svarede, at deres selvtillid blev ødelagt af, at deres ældre søskende fik, hvad de opfattede som en favoriserende behandling.