En afdelingsleder blev overfaldet på Aabybro skole, der har været i vælten efter besøg af kronprinsessen.

Aabybro. Lederen for specialafdelingen på Aabybro Skole er tirsdag blevet overfaldet på skolen.

Det bekræfter borgmesteren i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V).

Skolen har været i vælten, fordi elever i specialafdelingen blev sendt på udflugt, da kronprinsesse Mary for nylig besøgte Aabybro Skole.

- Vi har anmeldt episoden til politiet, og jeg ved, at de arbejder på sagen. Vi vil ikke finde os i, at vores medarbejdere bliver overfaldet, siger Mogens Gade til Ritzau.

Ifølge TV2 Nords oplysninger er overfaldsmanden en forælder til et barn fra netop specialafdelingen. Tv-stationen skriver på sin hjemmeside, at den forurettede leder blev skubbet og derefter faldt over en stol på sit kontor.

Borgmester Mogens Gade ønsker dog ikke at udtale sig om, hvem der står bag overfaldet. Han vil heller ikke uddybe, hvordan lederen på skolen blev overfaldet.

Kender du nogle af hovedpersonerne i sagen eller ved du noget om sagen, så kontakt BT på 1929@bt.dk

Mogens Gade forklarer, at Aabybro Skole har sat et kriseberedskab i værk i kølvandet på den voldelige hændelse.

- Vi har en fast procedure, så vi kan passe på vores medarbejdere, når de har haft sådan en forfærdelig oplevelse. Det er flere ting, vi sætter i værk, og det involverer blandt andet psykologer, siger Mogens Gade.

- Hele skolen er selvfølgelig påvirket af situationen. Det prøver vi at behandle professionelt, så alle kommer bedst muligt videre, siger han.

Nordjyllands Politi bekræfter, at det tirsdag har modtaget en anmeldelse om vold på Aabybro Skole. Men politiet kan endnu ikke fortælle yderligere om sagen.

/ritzau/