Det vakte en del opsigt, da Hollands kvindelige bud på en Eurovision-vinder forleden viste sig frem i den kjole, hun skulle bære under showet. En særdeles dyb udskæring overlod nemlig ikke meget til fantasien.
Men nu har Trijntje, som sangerinden hedder, trukket i land igen og valgt et andet, mere konservativt, kostume.
Det sås fredag, da den 42-årige hollænder stod på Eurovision-scenen i Wien til sin anden prøve, hvor hun sang sit bud på en Eurovision-vindersang, 'Walk Along'.
Iklædt et helt sort, men meget lidt iøjnefaldende outfit bestående kjole, bælte og kort læderjakke indtog Trijntje scenen.
Under de første prøver mandag havde hun ellers valgt en kjole, der mildest talt var blikfang i. En mere end sædvanligt dyb og takket udskæring skar sig ned gennem sangerindens sorte kjole, hvor kun et hudfarvet elastikbånd midt på maven holdt de to halvdele af kjolen sammen.
Kjolen udløste megen opmærksomhed og både positive og negative tilbagemeldinger. Selv er sangerinden dog træt af, at det hele er kommet til at handle om kjolen.
»Jeg har hørt folk snakke om det, men jeg synes, det er mærkeligt, og kan ikke rigtig forstå det,« siger Trijntje til eurovision.tv.
Dyb udskæring eller ej, hollænderen har fået gjort opmærksom på sig selv. Om det i sidste ende vil hjælpe hende, får vi at se, når Trijntje tirsdag i første semifinale skal dyste mod blandt andet danske Anti Social Media om en plads i finalen den følgende lørdag.
Se de to omtalte kjoler nedenfor: