Torsdag aften var der Zulu Comedy Galla i Operaen i København. Mange kendte dukkede op på den røde løber, og blandt dem var komikeren Linda P med sin kæreste Anders Grau.
For første gang siden de bekræftede deres forhold i marts, viste Linda P, der går under det borgerlige navn Linda Petersen, og kæresten Anders Grau sig sammen på den røde løber.
Det skete i forbindelse med årets Zulu Comedy Galla, hvor komikere og andre kendte var mødt op til bl.a. kåringen af 'Årets Komiker'.
Linda P og kæresten, der også er komiker samt medvært på hendes tv-program 'Det Alt For Korte Linda P Show', har snart dannet par i et år, og det er nærliggende at tro, at de også laver jokes hjemme i privaten - præcis som når de står på den danske stand-up scene.
Sådan forholder det sig dog ikke helt, afslørede Linda P:
»Vi har det sjovt, men vi laver ikke jokes derhjemme. Vi har bare vores eget univers, og jeg tror ikke, at andre ville synes, at vi var sjove. Men vi har det sjovt,« fortalte hun på den røde løber.
Parret bekræftede deres forhold i marts i år, og det vakte på daværende tidspunkt stor opsigt, at Linda P havde fundet sammen med en mand.
Tidligere havde hun været gift med Melissa Nicolajsen, som hun blev skilt fra i 2013.
Linda P og Anders Grau mødte hinanden under optagelserne til 'Det Store Linda P show', som showet hed i første sæson.
Og spurgt om hvad hun ser i sin kæreste, fortæller hun, at det tager lang tid at svare på:
»Jeg tvang ham til at arbejde sammen med mig på 'Det Store Linda P show', og der blev han hurtigt medvært. Og så fandt vi kemien, hvilket udviklede sig til noget andet end venskabsfølelse. Heldigvis!« fortalte hun, inden showet i Operaen startede.
Linda P sagde desuden, at parret har haft meget travlt henover sommeren. Dog fandt de tid til at tage en lille tur til London.
Linda P arbejder netop nu på sit nye show 'Normal', der snart har premiere.