Det er "for fedest - for sejeste" for nu at sige det på Sanne Salomonsk. Hun er ikke solo-sild her, hun er med-marineret! Sød, sjov, sexet og så med den dér stemme, der kan få den gamle Glassal til at klinge som krystal.

Sanne er ny og kommer med masser af vedvarende energi til Tivoli showet, som de tre herrer før har prøvet sammen. Preben Kristensen, Per Pallesen og Kurt Ravn gør, som de gjorde i 1996: leverede et gennem-grinende musikalsk sommer-show i Glassalen. Og ligesom sidst er det James Price og Henrik H. Lund, der sammen med dem selv sætter elegant kød på showets spinkle skelet.

Ironien - og selvironien - er med fra sidst. Samt nogle af personerne... som De Tre Tenorer fra Thisted. Sidst sang de "Den so er min, do", nu pukler de videre med svinene til tonerne fra "Carmen"s Toreador-arie: "Vi elsker kammen!"

Tivoli showet begynder denne gang som hjemme-video hos den bøvede Familien Danmark. Vi ser dem på film, mens de zapper lige ind i åbningssangen "Bli' på kanalen", hvor vi loves "alt det, Jerry Springer ikke tør vise jer".... altså f.eks. elegant selvironi!

Som når alt kikset for Sanne - undtagen stemmen - i "Det' ikke det du siger". Eller kastagnetterne løber af med hende i det spansk nummer, hvor drengene giver den med udstoppede flamingoer... som bliver til et salmonella-ekstranummer for høns med løse fjer. Sådan er det hele tiden: numrene glider over i hinanden med røde tråde, elegante og overraskende.

Sanne får de gamle drenge til at synge kor - Sju-bab-dup-dup - men først har Preben selvfølgelig brokket sig. Han er igen den pedantiske, krakilske Fætter Bedrevidende og insisterer på at synge "Rollin', rolling' down the River" som kirkesanger... indtil altså at rock'en og Sanne ta'r ved ham. Sanne og Preben klæ'r hinanden helt vidundeligt og er et top-tunet makkerpar.

Preben og Kurt giver den med Bubber-benspjæl i en TV-sketch, hvor Per Pallesen dukker op som den forskræmte Gerda Nielsen fra Åbyhøj... det er hende med kæle-kondoren, Erik, der har fået sig en tur på kogeprogrammet.

Per Pallesen er suveræn på alt fra slagtøj til cykelklokke i "Jeg er en rytme-dreng". Dette nummer er - som de fleste andre - en triumf af timing og tempo.

Der er badekåbe-blues'en "Når Kurt er i bad", som giver os frotté af fryd - og den vidunderlige grund til, at Kurt ikke er med: han dukker op, iført stikkelsbærben og hvid plissé, som det han altid har haft i sig: en pigegarder!

Tivoli Show 2000 drøner derudaf, godt halvanden time, der er alt det, som sådan en sæbeboble-let sommerunderholdning skal være: elegant, sjovt og drøn-hamrende musikalsk.

"Tivoli Show 2000". Idéoplæg: Adam Price, Henrik H. Lund og James Price. Instruktion: de medvirkende. Scenografi og kostumer: Kirsten Brink. Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz. Glasasalen, Tivoli. Til 9. september, derefter Danmarks-turné.