Danmark er det land i OECD, hvor eleverne bruger mest tid foran computeren. Men det gør ifølge Skolerådet ikke deres læsefærdigheder bedre, skriver Politiken.

Problemet er ifølge rådets formand, Jørgen Søndergaard, at for mange it-projekter mangler klare formål i forhold til elevernes læring. Blandt andet viser en Pisa-undersøgelse, at der er en modsætning mellem den tid eleverne bruger på computerne og de faglige resultater, de opnår.

- Der er ikke noget galt i, at man har investeret i it i folkeskolen, men vi savner den overordnede tænkning. Det handler om, hvordan vi får it brugt til noget, der gavner eleverne i deres læringsproces. Det har der været alt for lidt fokus på, siger Jørgen Søndergaard til Politiken.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini er ifølge avisen enig i kritikken. Hun har nedsat en gruppe forskere og praktikere, der skal rådgive regeringen om, hvordan de bedst muligt bruger en halv milliard kroner, som er afsat til it i Folkeskolen.

- Når vi sætter noget i gang, skal det føre til noget generaliserbar viden. Det gælder også it-området, siger hun til Politiken.