Det er cremen af dansk og svensk kultur, som d. 1. juli går forrest med fest og farver, når det danske og svenske kongehus sammen klipper den røde snor over. Og - endelig - markerer åbningen af Øresundsbroen. I alt 400 medvirkende skuespillere, dansere og musikere skal være med til de officielle festligheder på scenen i Lernacken uden for Malmø.

I går præsenterede idémageren bag festdagen, instruktøren Mikael Fock de navne, der dagen lang skal være med til at markere den længe ventede åbning.

Og med den perlerække af dansere, musikere og skuespillere kan det ikke gå helt galt, når folkefesten først buldrer løs - fra tidlig morgen til 23 aften, hvor folkefesten på Tiøren på Amager slutter med D:A:D-koncert og festfyrværkeri.

Den officielle del er sædvanen tro lagt i hænderne på de kongelige. Danmarks dronning Margrethe og Sveriges kong Carl Gustaf kører i tog fra henholdsvis København og Malmø i selskab med bl.a. de to statsministre Poul Nyrup Rasmussen og Göran Persson. Togene standser på den kunstige ø Peberholm, hvor Dronningen og Kongen møder hinanden på en perron, der er bygget til lejligheden. Studenterkor fra København og Lund synger, mens de to tog kobles sammen for med det dansk-svenske selskab om bord at fortsætte mod Lernacken, hvor en enorm festplads udgør rammerne om den timelange "Forestillingen om en bro."

Tycho Brahe, der havde base på Vén midt i Øresund, bliver forestillingens samlende person, og spilles af den svenske skuespiller Börje Ahlstedt. Forestillingen kredser om den svenske kong Gylfe og den nordiske gudinde Gefion, der spilles af henholdsvis den svenske Melodi Grand Prix-original Roger Pontare og solisten Susanne Elmark, som ellers har rygende travlt med forberedelserne til efterårets danmarkspremiere på Phantom of the Opera.

Roxettes Per Gessle har komponeret en del af musikken, mens den svenske komiker Fredrik Lindström og Cirkusrevyens Niels Olsen udgør det komiske indslag.

Ifølge Øresundskonsortiets direktør Sven Landelius kommer indvielseseventyret til at koste et godt stykke over de 10 mio. kroner, man ellers havde budgetteret med. Så man forstår, hvorfor han så inderligt håber på godt vejr d. 1. juli.