'Så er det da klart, at kvinder føler sig overvægtige'.

En af Europas mest populære shopping-hjemmesider, tøjforhandleren ASOS, er havnet i en shitstorm efter det, de selv kalder en teknisk fejl.

Tusindvis af Twitter-brugere er harme over deres angivelsen af størrelsen på et par shorts, fordi den sætter en urimelig standard for, hvornår man som kvinder er størrelse Large.

Det skriver BBC.

Det hele handler om et par shorts i den engelske størrelse 10, som er angivet som Large.

Det svarer til at kalde en dansk størrelse 36 for Large - herhjemme går den under Small.

Twitter-brugeren 'Hollie' postede et screenshot af miseren i går, og det har affødt tusinder af reaktioner.

'Så er det da klart, at kvinder føler sig overvægtige, når en large er en størrelse 10', skriver en Twitter-bruger.

'Jeg har været en størrelse 10 én gang i mit liv, og det var da jeg havde anoreksi', skriver en anden.

ASOS har været hurtige til at komme ud af busken og beklage over for deres kunder.

- Vi er rigtig kede af den forvirring, som er skabt af en teknisk fejl, som betød, at visse Pull & Bear-størrelser ikke blev angivet korrekt. Dette mærke er nu blevet fikset og er online igen, siger ASOS i en pressemeddelelse.

ASOS fejl er umådeligt dårligt timet, idet der for tiden er heftigt liv i debatten om, hvorvidt unge kvinder udsættes for bodyshaming fra modebranchen.