Hvad angår kontanthjælp kigger man grundigt på en model, der er indført i Aalborg. Den er meget enkel. Hvis man henvender sig til kommunen for at få kontanthjælp, bliver man straks sat til at arbejde for kontanthjælpen.

Og det har vist sig at mange så slet ikke behøver kontanthjælpen - fordi de simpelthen selv skaffer sig et rigtigt job. Meningen er, at så få som muligt skal på kontanthjælp. Og de, der kommer det skal hurtigst muligt væk fra det igen. Et udspil fra regeringen ventes til foråret.

HVAD SYNES DU OM REGERINGENS PLANER OM AT TVINGE KONTANTHJÆLPSMODTAGERE I ARBEJDE? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

På Aalborg kommunes hjemmeside hedder det: ’Når du er berettiget til kontanthjælp og søger om det, skal du være opmærksom på, at du vil blive aktiveret senest 14 dage efter, du har henvendt dig. Denne aktivering vil som udgangspunkt ske som virksomhedspraktik inden for Rengøringsordningen ved pensionister.’

Mette Frederiksen kommer til at få en hovedrolle i regeringens vigtigste initiativer i år. Det bliver hende, der skal sørge for at få flere væk fra passiv forsørgelse, og dermed spare på de offentlige udgifter. Og hun skal skaffe flere i arbejde, hvilket bliver et af den nye regerings vigtigste succeskriterier.

Statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale er blevet kritiseret for at være ukonkret, men hun løftede dog sløret for nogle af de kommende reformer:

- Vi kommer til at endevende alt og spørge, om vi kan gøre det bedre. Vi vil reformere vores førtidspension og vores kontanthjælp. Og vi vil reformere vores skattesystem. Mange vil blive bedt om at tage en tørn ekstra. Og ja, vi vil opleve nedskæringer og besparelser, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Det betyder at to-tre ministre kommer i arbejdstøjet for at udarbejde og forhandle disse reformer på plads: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, sandsynligvis med noget hjælp fra finansminister Bjarne Corydon, og skatteminister Thor Möger Pedersen.

- Drivkraften i mit arbejde er, at så få som muligt skal være på overførselsindkomst. Jeg er bekymret for, at kontanthjælp kan blive en sovepude for unge, hvis vi accepterer, at de modtager kontanthjælp uden modydelser. Derfor vil vi også kræve, at man arbejder for sin kontanthjælp, hvis man overhovedet er i stand til det. Det hænger sammen med princippet om ret og pligt, siger Mette Frederiksen.

Hvad synes du om regeringens planer om, at kontanthjælpsmodtagere fremover skal arbejde for deres kontanthjælp? Og at folk under 40 år ikke skal kunne komme på førtidspension?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.