De amerikanske myndigheder indrømmer nu, at folk, der arbejder i atomindustrien, har større risiko for at udvikle kræft end andre dele af befolkningen. Indrømmelsen fremgår af et notat, som ligger hos det amerikanske energiministerium og i Det Hvide Hus. Notatet kan vise sig at blive en bombe under den officielle holdning om, at personer, der arbejder i atomindustrien, ikke bliver mere syge end andre, skriver det amerikanske dagblad New York Times i dag.

I notatet hedder det, at arbejdere, der har været udsat for radioaktivitet og kemikalier i 14 amerikanske atomvåbenanlæg, har en stigning i kræfttilfælde i ikke mindre end 22 katagorier af kræft lige fra leukæmi til lungekræft i forhold til befolkningen som helhed.

Indtil nu er det ikke lykkedes for nogen af arbejderne at få erstatning for deres symptomer, men energiministeriet skal nu vurdere rapporten og give en indstilling videre til Kongressen.

/ritzau/Reuter