Et opslag fra 3F Sydsjælland har vakt vrede landet over. Forbundet efterlyser billeder, de må bruge i deres blad, men der er bare én lille detalje, der har fået mange til tasterne.

'Er du en dygtig amatør fotograf, og har du lyst til at få dine billeder publiceret, så er det måske nu, du skal skifte det sædvanlige motiv ud, og blandt andet rette linsen mod din kollegaer og din arbejdsplads. Vi vil også gerne have billeder fra fritiden, sjove ting, naturoplevelser, rejser, - stort og småt.'

Sådan lyder det i opslaget fra 3F Sydsjælland på Facebook. Dog står der intet om løn i opslaget.

I stedet står der blot følgende:

'Hver gang vi bruger et billede, vil det være oplyst, hvem fotografen er, uanset hvor det bliver publiceret,' lyder det i opslaget, hvor 3F desuden skriver, at billederne vil blive brugt i afdelingsbladet, på fagforeningens hjemmeside, Facebook og på andre platforme, hvor der bruges billeder til illustration.

Og det manglende honorar har fået mange vrede Facebook-brugere til tasterne. De mener, det er under al kritik, at en fagforening søger en fotograf, der vil arbejde gratis.

En af dem er Nadja Andersen.

'Endnu et opslag, hvor man ønsker gratis billeder. Man vil have gode billeder, meeeen man vil ikke betale prisen.... tak for l*rt... Denne gang er det ik en teenage pige... men en fagforening. Er I klar over, at vores tid vi bruger på at skyde billederne (kørsel også) samt redigering ? Udover det snakker vi slitage på udstyr osv osv. - hvis I får nogle af mine billeder, giver I så et bidrag til nyt udstyr? Lol!!!! Usmageligt,' lyder hendes kritik af fagforeningen.

Hun er langt fra den eneste, der har givet 3F nogle hårde ord med på vejen. Det samme har Karsten Sørensen, der også finder opslaget kontroversielt.

'Gratis arbejde? Moral er godt - dobbeltmoral er åbenbart dobbelt så godt.,' skriver han blandt andet, mens Allan Hansen går mere ironisk til værks i sin kritik.

'Kære 3F kunne I ikke henvise mig til en anlægsgartner, der vil arbejde gratis mod af få sit navn nævnt når jeg for besøg i haven......Hold da kæft hvor er det dobbelt moralsk,' skriver han til opslaget, der i skrivende stund har fået knap 80 kommentarer.

Nærmest alle er en kritik af 3F Sydsjælland, der dog har skrevet en kommentar for at forsvare sig.

'Man kan naturligvis mene, at 3F Sydsjælland bare kunne hyre en fotograf, hvis vi vil have nogle billeder. Det har af flere årsager bare ikke gang på jord; primært fordi en fotograf ikke umiddelbart har adgang til vores medlemmers arbejdspladser - og vi er især ude efter fotos, som kan illustrere 3F'ernes mangfoldige arbejdsliv. Dem har vores medlemmer mulighed for at tage - og det er i al stilfærdighed, blot det vi beder om,' skriver fagforeningen som kommentar.

Og ifølge 3F er det det samme som når forbundet opfordrer de mange medlemmer til at skrive noget for dem.

'Er det også skruebrækkeri og social dumping, når vi opfordrer vores medlemmer til at skrive artikler til vores blad - for ifølge jeres logik er det vel udelukkende en sag for proffesionelle journalister?' slutter 3F Sydsjælland, der overfor Ekstra Bladet uddyber, at der er tale om en misforståelse i og med, forbundet ikke har brug for en professionel fotograf.

Anders Ellegaard, der er næstformand hos 3F Sydsjælland forstår ikke, at nogle reagerer ved at beskylde forbundet for social dumping.

»Jeg kan ærligt talt ikke se sammenhængen. Jeg er af den opfattelse, at journalister og fotografer er professionelle. Men det forhindrer jo ikke andre i at skrive et blad,« siger han til Ekstra Bladet.