Med 21 dødsulykker satte dansk landbrug i 1999 en kedelig rekord, og en ny oplysningskampagne skal nu medvirke til at få antallet af arbejdsulykker ned.

Det er Landbruget Rådgivningscenter i Skejby ved Århus, der har lavet videoen "Hvorfor går det så galt ?" i samarbejde med Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning. Den nye video og det tilhørende undervisningsmateriale præsenteres på fire landbrugsskoler fra den 25. maj.

- I landbruget handler det om at ændre holdninger og arbejdsrutiner. Det skal videoen og undervisningsmaterialet gerne hjælpe med til, siger Morten Svane, der er arbejdsmiljøkonsulent i Landbrugets Rådgivningscenter.

Sidste år var der flere forebyggende kampagner. Alligevel er Landbrugets Rådgivningscenter klar til at gøre et nyt forsøg på at skærpe landmændenes opmærksomhed på sikkerheden.

/ritzau/