Selv om USA og NATO er enige om, at de er »i god form«, som NATO-generalsekretæren, Anders Fogh Rasmussen, torsdag udtrykte det, så advarer han Danmark og de øvrige europæiske NATO-lande om risikoen for, at USA vender Europa ryggen. Det skriver Morgenvisen Jyllands-Posten.

Det er de store svingøvelser med sparekniven over forsvarsbudgetterne, som får den danske generalsekretær til at løfte pegefingeren. Og samtidig risikerer europæerne »at miste vigtig indflydelse til Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika og Rusland,« der med store investeringer i militært isenkram står på spring til at overtage rollen som fremtidens globale kriseløsere.

- Europæerne må gøre op med sig selv, hvad de vil. Hvis Europa ikke har det militære udstyr og de kapaciteter, der skal til i internationale kriser, er der altså andre, der vil løse opgaven, og i visse tilfælde med helt andre værdier og tilgange end Nato har til kriseløsning, lyder det fra Anders Fogh Rasmussen til Jyllands-Posten.

Opsangen til Europa kommer umiddelbart inden næste uges store NATO-topmøde i Chicago og er også en lussing til den danske regering, der har varslet en spareplan på 15 pct. af forsvarsbudgettet i 2015, svarende til tre mia. kr.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) forsøger over for Jyllands-Posten at nedtone advarslerne:

- Dertil er vores interesse og værdifællesskab for stort. Europa har brug for USA, men USA har også brug for Europa i en fælles bestræbelse på at sikre, at den ændrede globale magtbalance ikke fører til usikkerhed og et nyt rustningskapløb.

BNB