NATO: Forsvarsalliancen NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, advarede tirsdag Rusland mod at foretage sig yderligere efter annekteringen af Krim.

Anders Fogh Rasmussen siger ifølge Reuters, at et sådant skridt vil isolere Rusland yderligere internationalt.

»Hvis Rusland finder på at intervenere yderligere i Ukraine, vil jeg ikke tøve med at kalde det for en historisk fejltagelse. Det vil føre til yderligere international isolation, og vil få langtrækkende konsekvenser mellem Rusland og den vestlige verden. Det vil være en fejlbedømmelse med meget store strategiske konsekvenser,« lød det fra Anders Fogh Rasmussen, efter et møde med alliancens udenrigsministre.

Udtalelserne faldt i kølvandet på erklæringer fra NATOs militære øverstbefalende, general Philip Breedlove, hvor han i et interview med blandt andre Reuters sagde, at Rusland har opmarcheret 40.000 soldater ved Ukraines grænse.

Ifølge Philip Bredlove, er der tale om en fuldstændig kampklar styrke, der medbringer fly og helikoptere til støttefunktioner, samt felthospitaler og udstyr til elektronisk krigsførelse.

BNB