Den historie blev fortalt mange steder fra tidligere ved dette VM, og den har sikkert også været sand. Men tirsdag aften blev Fred pludselig syndebukken, da de brasilianske fans på lægterne begyndte at buhe af angriberen, når han var i boldbesiddelse i 1-7-nederlaget mod Tyskland.
De var nådeløse i deres bedømmelse af Fred, som under hele VM-turneringen har fået hård kritik, og han kan ikke ty til dette billede over sine boldberøringer i første halvleg, som blev delt på nettet, for at overbevise kritikerne om sin klasse.
Det billede viser tydeligt, at Freds bidrag i de indledende 45 minutter hovedsageligt bestod i at give bolden op. Et ydmygende bevis på tyskernes overlegenhed.
Han er ikke den første syndebuk i brasiliansk historie, men for Freds skyld kan man håbe, at det ikke bliver lige så udtalt, som det blev for målmand Moacir Barbosa, der fik stor skyld for VM-finalenederlaget i 1950 til Uruguay.
Han sagde kort før sin død i 2000 følgende:
- Den højeste straf i Brasilien er 30 års fængsel. Men jeg fik lov til at bøde for noget i 50 år, som jeg ikke engang havde gjort.
