Og det kan de kun takke sig selv for.

På Philips Stadion i Eindhoven sluttede opgøret mod Italiens gruppevindere med en ufortjent azurblå 2-1 sejr.

Da Tyrkiet samtidig slog Belgien med 2-0 i Bruxelles, havde svensk 3-1 gevinst over et umotiveret italiensk reservemandskab i aftes været nok til, at de blågule havde scoret sig en kvartfinaleplads.

"Vi havde fortjent at vinde over italienerne, men havde ikke heldet med os. Desværre har vi i denne turnering ikke nået vores normale spillemæssige niveau, og det falder vi på," sagde kampens bedste spiller," Henrik Larsson, der udlignede for Sverige i det 77. minut.

Mit eget mål er lige meget. Jeg ville meget hellere være gået videre til kvartfinalen. Vores to første puljekampe var slet ikke gode nok.

Lige nu er vi selvfølgelig skuffede, men sådan er livet.

Jeg tror på, at italienerne kan nå langt i turneringen. De har rutinen og koldblodigheden."

Muligheden for svensk sejr lå lige for.

Inden for kampens første 25 minutter havde de toptændte svenskere tre meget store chancer for at bringe sig komfortabelt i front.

Først Johan Mjällby, så Fredrik Ljungberg og til sidst Brøndbys kilometer-æder Magnus Svensson, der var et frisk pust på den svenske midtbane.

Men ind kom kuglen altså ikke, og så slog italienerne i stedet rutineret til med et flot skole-eksempel på, hvad der sker, når man ikke udnytter sine muligheder.

Bum. Hovedstød fra Di Biagio op i nettaget bag keeper Magnus Hedman efter hjørnespark. 1-0. Hamrende ufortjent.

Landstræner Dino Zoff havde fra start bragt Juventus-stjernen Alessandro del Piero, og han er langt fra fordums styrke.

Del Piero kan i sin nuværende forfatning ikke løbe fra en kold chokoladefrø. Men giftigheden og teknikken foran kassen besidder han fortsat.

Da de godt spillende svenskere udlignede lignede det noget.

Lige indtil den næsten usynlige del Piero på et kontra-angreb trak mod venstre og pev læderet op i krogen.

En ren perle. Men næppe nok til, at angriberen for genvalg i kvartfinalen.

Sverige var klart det bedste hold, men afslutningerne var en ynk, og så kan man ikke vinde på det niveau.

Den italienske landstræner Dino Zoff var tilfreds med sejren, men bestemt ikke med spillet.

"Sverige havde fortjent at vinde. Vi mistede alt for mange bolde. Det var bare ikke godt nok," konstaterede målmandslegenden vrissent.

Om Alessandro del Piero spillede sig blandt de 11 bedste, ville Zoff heller ikke rigtig konkretisere.

"Jeg har fået et positivt problem," svarede han lakonisk.

En knæskadet anfører, Paolo Maldini, forlod allerede arenaen efter 42 minutter.

"Jeg regner ikke med, det er alvorligt med Maldini. Vi må vente og se, men sandsynligvis kan han spille kvartfinalen på lørdag," sagde ulasteligt jakkesætsklædte Dino Zoff på det efterfølgende pressemøde.

Han blev spurgt om, hvad han synes om udsigterne til at møde England i kvartfinalen i Brussel, 24. juni.

"Vi ved endnu ikke, hvem vi skal spille imod. Alle hold, der går videre fra de indledende puljer er stærke.

Men vi har 50 procent chance mod alle," smilede Italiens landstræner drillende.

Italien-Sverige 2-1 (1-0)